Forskere gen-modificerer tobaksplante til at producere kokain
kokain i pose og på bord

Kokain er måske mest kendt som et ulovligt stof, der bliver brugt i nattelivet, men det bliver faktisk også brugt som bedøvelse på hospitaler til blandt andet næseoperationer. (Foto: Shutterstock)

Kokain er måske mest kendt som et ulovligt stof, der bliver brugt i nattelivet, men det bliver faktisk også brugt som bedøvelse på hospitaler til blandt andet næseoperationer. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
29 november 2022

Forskere har i årevis ledt efter en metode til at skaffe store mængder kokain på hurtig og billig vis. Nu mener en gruppe forskere dog, at de har fundet en løsning, der potentielt kan få sneen til at falde i rigelige mængder.

I et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of the American Chemical Society, kan man læse, at forskerne har formået at fremstille kokain ved at genmodificere en tobaksplante.

Opdagelsen kan ifølge forskerne vise sig at blive nøglen til masseproduktion af stoffet uden kokaplanten (Erythroxylum coca). Samtidig kan det lede til opfindelsen af lignende stoffer, som kan komme hospitalerne til gode.

Det skriver IFLScience.

Kokains mystiske biokemi er blevet undersøgt af forskere ad mange omgange. Det er dog hidtil ikke lykkedes nogen af dem at finde ud af, hvordan processen i planten leder til produktionen af kokain.

tobaksplanten nicotiana benthamiana plante på et bord

Forskerne formåede at producere kokain med en tobaksplante som den på billedet. De to nye enzymer fik plantens blade til at fremstille kokain, når de blev tørret. (Foto: GeFy at English Wikipedia)

Forskerne bag det nye studie løste problemet, da de opdagede, at to enzymer i planten gik i forbindelse med en særlig syre, når kokain blev fremstillet.

Det kunne de bevise ved at ændre på en tobaksplantes (Nicotania benthamiana) genetik, så den producerede de to enzymer. Det resulterede i, at tobaksplantens blade pludselig også indeholdt kokain. 

At forskerne har formået at syntetisere kokain på biologisk vis, åbner op for idéer til en masseproduktion af stoffet. Forskerne peger blandt andet på, at man nu skal undersøge muligheden for at give de to enzymer til andre planteorganismer. 

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.