Forskere finder dræberdino og kalder den ‘helvedeshejre med hornet krokodilleansigt’

Kunstners fortolkning af de to nye spinosauridarter. (Illustration: Anthony Hutchings)

Kunstners fortolkning af de to nye spinosauridarter. (Illustration: Anthony Hutchings)

05 oktober 2021

Forestil dig, at dit navn var: ’Helvedeshejre med hornet krokodilleansigt.’

Det er, hvad palæontologer fra University of Southampton har navngivet deres fund af en af to nye kødædende dinosaurer. Det korte navn er Ceratosuchops inferodios.

Fem kilometer fra Englands sydkyst ligger Isle of Wight, og det er langs kysten ud fra landsbyen Brighstone, forskere har fundet knogler fra de to nye spinosauridarter.

De stammer begge fra familien spinosauridae og har både kunnet jage til lands og til vands. Forskerne estimerer dem til at være omkring ni meter lange.

Det skriver University of Southampton i ny pressemeddelelse.

Hjernekranium fra Ceratosuchops inferodios (Foto: Chris Barker)

Den anden spinosaurid har de navngivet Reparovenator milnerae – Milners flodjæger - opkaldt efter en højtrespekteret palæontolog, Angela Milner.

For 35 år siden foretog Angela Milner studier på den første og indtil nu eneste spinosaurid, man har fundet på Isle of Wight. Hun kaldte den Baryonyx, og hendes forskning har i særdeleshed bidraget til palæontologernes forståelse af de her særprægede rovdyr, fortæller forskerne i pressemeddelelsen.

Spinosauriderne levede i kridttiden for 125 millioner år siden, og sten fra kridttiden ved Isle of Wight indikerer, at klimaet og omgivelserne dengang har mindet om nutidens middelhavsområder.

Her har været en stor flod med forskellige fisk, hajer og krokodiller, som også har tiltrukket mange andre arter.

Så der har været rig mulighed for at gå på jagt for de glubske spinosaurider.

Er man nysgerrig på at se fossilerne i virkeligheden, så er de udstillet på Dinosaur Isle Museum at Sandtown på Isle of wight.

Forskerne udtaler sig i forhold til fundet (Video: University of Southhampton)

fth

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.