Forskere finder bevis for oldgammel regnskov på Antarktis
Regnskov på Antarktis

En illustration af den tempererede regnskov, som den kan have set ud på Antarktis for omkring 90 millioner år siden, da dinosaurer stadig vandrede på Jorden. (Illustration: Alfred-Wegener-Institut / James McKay)

En illustration af den tempererede regnskov, som den kan have set ud på Antarktis for omkring 90 millioner år siden, da dinosaurer stadig vandrede på Jorden. (Illustration: Alfred-Wegener-Institut / James McKay)

Kilde: 
06 april 2020

Når du hører om Antarktis, tænker du nok på frysende kulde, gletsjere og pingviner.

Men under dinosaurernes tid var store dele af kontinentet dækket af sumpet regnskov.

Det har et hold af tyske forskere fundet bevis for, skriver Danmarks Radio på sin hjemmeside.

Forskerne gravede 30 meter ned under havoverfladen nær Pine Island-gletsjeren ud for vestkysten på Antarktis, hvor de fandt spor af pollen og rester af trærødder.

Ifølge Danmarks Radio viste CT-scanninger af forskernes jordprøver, at jordlagene ikke var skabt under havet.

Holdet fandt mange plantetyper i prøverne, som afslørede, at landskabet nær sydpolen ville have været dækket af det, der kaldes for en tempereret regnskov. Tilsvarende sumpet regnskov kan man finde på Vancouver Island i Canada eller på New Zealands sydø, skriver Danmarks Radio.

Studiet, som er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature, daterer planteresterne til at have vokset i området for mellem 93 og 83 millioner år siden – lige midt i kridttiden. Her havde dinosaurerne deres storhedstid, og forskning har vist, at kloden var langt varmere, end den er i dag.

»Det er rigtig fine resultater. Vi har vidst i mange år, at det globale klima i kridttiden var varmt, men hvilken vegetation, der voksede på Antarktis, var mindre kendt,« siger Marit-Solveig Seidenkrantz, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i fortidens klima, til Danmarks Radio.

De tyske forskere lavede en computermodel for, hvordan et sådant miljø så tæt på Sydpolen ville have set ud dengang. De fandt frem til, at kontinentet må have været dækket af bevoksning uden nogle gletsjere overhovedet på daværende tidspunkt.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.