Overraskede forskere: Diamant indeholder aldrig før set mineral
diamant organisk kulstof

Forskere har fundet en diamant, der indeholder mineralet daveomaoite. Et mineral, der ellers kun eksisterer dybt nede under Jordens overflade. (Foto: Shutterstock)

Forskere har fundet en diamant, der indeholder mineralet daveomaoite. Et mineral, der ellers kun eksisterer dybt nede under Jordens overflade. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
15 november 2021

Forskere har hevet en diamant op dybt nede fra Jordens overflade, der indeholder et mineral, hvis eksistens man ellers troede var umulig at finde bevis for. 

Mineralet har det kemiske navn calcium-perovskite (CaSiO3), kaldet davemaoite for letheden skyld, og hører normalt kun til cirka 650 kilometer nede i Jordens kappe. 

Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Journal Science. 

Det er ikke, fordi forskerne ikke var klar over, at mineralet eksisterede. Det har nemlig længe været antagelse, at det nyfundne mineral udgør et vigtigt element i Jordens kappe. 

Forskerne har dog aldrig kunnet finde direkte beviser for, at mineralet eksisterede, idet det nedbrydes til andre mineraler, når det nærmer sig Jorden overflade og trykket falder, skriver Live Science.

Ifølge mediet er det nu lykkedes takket være en diamant fra Botswana, der menes at være blevet formet cirka 660 kilometer under Jordens overflade. 

En prøve af diamanten har vist, at den gemmer på en lille mængde af davemaoite, og på den baggrund har den Internationale Mine-association, International Mineralogical Association, bekræftet davemaoite som et nyt mineral. 

»Opdagelsen af davemaoite kom som en overraskelse,« fortæller Oliver Tschauner,  førsteforfatter på studiet og mineralog ved University of Nevada, Las Vegas, til Live Science. 

Det lykkedes Oliver Tschauner og hans kollegaer at finde frem til den lille prøve af davemaoite ved hjælp af en teknik kaldet synchrotron, der er en form for røntgen-afbildning, hvor røntgenstråler skydes ind på diamanten. Ved at måle vinklen og intensiteten på det lys, der sendes tilbage fra diamanten, har de kunnet tyde, hvad indholdet består af. 

Ifølge Live Science spiller det nyfundne mineral en vigtig rolle for varmen i Jordens kappe, idet forskere mener, at mineralet måske også indeholder uran eller thorium - to stoffer, der udleder varme ved radioaktiv nedbrydelse. 

Yingwei Fe, geofysiker ved Carnegie Institution for Science i Washington D.C., har ikke været involveret i studiet, men siger ifølge Live Science, at fundet af davemaoite giver håb for, at man i fremtiden kan gøre lignende opdagelser. 

»Den direkte prøvetagning af den utilgængelige nedre kappe ville kunne udfylde vores videnshul om den kemiske opbygning af hele vores planets kappe,« siger Yingwei Fe. 

Rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.