Forhistorisk undervandsøgle terroriserede de danske farvande, bekræfter tandfund
Prognathodon Danmark mosaur

En kunstners gengivelse af Prognathodon. (Billede: Julian Johnson-Mortimer/CC BY 3.0)

En kunstners gengivelse af Prognathodon. (Billede: Julian Johnson-Mortimer/CC BY 3.0)

20 juni 2021

For 66 millioner år siden, mens T. rex herskede på land, regerede havøglen Prognathodon i Danmark, som dengang stadig lå under vand.

Det bekræfter et nyt studie af to fossile tænder, som blev fundet af amatørgeologer ved henholdsvis Stevns og Møns klint. 

Tænderne viste sig ved nærmere analyse at have tilhørt to eksemplarer af den forhistoriske Prognathodon, der ellers aldrig før er fundet spor efter i Danmark.

Det skriver Østsjællands Museum i en pressemeddelelse.

»Endelig kan vi med sikkerhed sige, at denne store, massive mosasaur nu også fandtes i Danmark i fortiden. Det hjælper os virkelig med at fylde et blankt punkt i vores forståelse af livet i kridttidens hav,« fortæller hollandske Tom Giltaij, førsteforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.

Prognathodon tilhørte de nu uddøde mosasaurer, en udbredt gruppe af svømmende reptiler, der dominerede verdenshavene i kridttiden.

Ifølge pressemeddelelsen var Prognathodon kraftigt bygget med store, kegleformede tænder, og de største Prognathodon-eksemplarer, man kender til, var op mod 16 meter lange. 

Helt så store var de to individer, som har lagt tænder til det danske fund, ikke. De målte formentlig henholdsvis 4 og 7,5 meter.

Prognathodon Danmark mosaur

Tænderne fra Prognathodon og en grafik, som viser størrelsesforholdet mellem de to Prognathodon og en dykker. (Foto: Sten Lennart Jakobsen/Grafik: Jesper Milàn)

Den ene af de to tænder blev faktisk fundet i 2004, men blev ikke identificeret som en Prognathodon-tand, før hollandske geologistuderende Tom Giltaij opdagede det i 2019, mens han besøgte museets samling.

»Det er kun tre år siden, vi kunne annoncere fundet af en tredje type mosasaur i Danmark, Carinodens, der var specialiseret i at spise hårde skaldyr, og som har flade, afrundede knusetænder,« fortæller Jesper Milàn, Museumsinspektør på Geomuseum Faxe, i pressemeddelelsen.

»Og nu har vi altså dokumenteret en fjerde type, og endda en type, der var et stort, kraftigt rovdyr. Det giver virkelig et godt billede af, at kridttidens hav var et farligt sted at opholde sig, med så mange store rovdyr der levede samtidig i havet.«

Prognathodon Danmark mosaur

Et mere velbevaret Prognathodon-fossil fra Royal Tyrrell Museum i Canada. (Foto: Roland Tanglao/CC BY 2.0)

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Bulletin of the Geological Society of Denmark.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.