53 arter, som man egentlig troede ikke gav en lyd fra sig, viser sig nu faktisk at kommunikere med lyd. Man har bare ikke lyttet til dem før.
En gruppe forskere besluttede sig for at stikke en mikrofon hen til en række forskellige arter, som man troede var stumme. Selvom det var svært at høre, frembragte dyrene kommunikation i form af lyd i forskellige situationer.
I studiet, der er blevet udgivet i tidsskriftet Nature Communications, fremgår det, at opdagelsen kan være med til at ændre på vores forståelse for de evolutionære rødder, når det kommer til kommunikation med lyd.
Forskerne, der er fra Universität Zürich i Schweiz, brugte forskellige lyd- og videoapparater til at optage de forskellige dyr, som blandt andet boede i Chester Zoo i England.
En af forskerne bag projektet, Gabriel Jorgewich-Cohen, fik idéen til at undersøge emnet, da han havde en teori om, at nogle ellers stumme havdyr faktisk kommunikerede med lyd.

Forskerne optog en tuatara, der viste sig at give lyd fra sig, når den ville beskytte sig territorium. (Foto: PhillipC - CC BY 2.0)
»Vi ved, når en fugl synger. Du har ikke behov for, at nogen fortæller dig, hvad det er. Men nogle af de her dyr er meget stille eller giver kun lyd hver anden dag,« siger Gabriel Jorgewich-Cohen, der er ph.d.-studerende i zoologi.
Dyrene frembragte blandt andet lyde i forbindelse med parring eller for at true andre dyr, der nærmede sig deres territorium.
Opdagelsen gav anledning til at undersøge den evolutionære historie bag dyr, der kommunikerer med lyd. Forskernes teori er, at alt kommunikation med lyd stammer fra en enkelt forfader, der levede for 400 millioner år siden.

Det viser sig, at ovenstående mærkværdige dyr - ormepadder - også kommunikerer med lyd. (Foto: Andrés R. Acosta-Galvis, Mauricio Torres, Paola Pulido-Santacruz - https://zookeys.pensoft.net/article/35776/ - CC BY-SA 4.0)
jso