»Fantastisk«: 10 nye fuglearter opdaget på isolerede øer
Det er mere, end der normalt opdages om året. Og så var det endda på én enkelt ekspedition.

Taliabu-græshoppesangeren hørte Frank Rheindt første gang synge i 2009, men voldsom regn tvang ham til at forlade bjerget på øen Taliabu. Nu er det endelig lykkedes ham at finde den. (Foto: James Eaton/Birdtour Asia)

Taliabu-græshoppesangeren hørte Frank Rheindt første gang synge i 2009, men voldsom regn tvang ham til at forlade bjerget på øen Taliabu. Nu er det endelig lykkedes ham at finde den. (Foto: James Eaton/Birdtour Asia)

I 2009 var den unge biolog Frank Rheindt for første gang på vej op i bjergene på den tropiske ø Taliabu i Indonesien.

Den eneste vej gennem vildnisset var lavet af de lokale skovhuggere, der havde taget turen før. Men Frank var på jagt efter noget andet end tømmer. Han var på sporet af en sangfugl.

Efter et par timers søgen, udbrød der voldsom regn, og hans ekspedition blev nødt til at vende om. Men bedst som Frank var ved at miste modet, hørte han en lyd.

»Jeg hørte en fuglesang, som jeg var bekendt med, men alligevel var den anderledes. ‘Brrrz, brrrz’ lød den. Det mindede mig om den allerede kendte art af græshoppesanger, men den var mere rå, og frekvensen var anderledes,« siger han.

Resten af ekspeditionen var dog allerede nået ned fra bjerget, og regnen tvang ham til at følge efter.

»Men jeg vidste, at jeg måtte tilbage dertil,« siger han.

Tilbage kom han i 2013. Og nu kan Frank Rheindt og hans kolleger præsentere ikke bare én ny art af sangfugle, men hele fem hidtil ukendte arter og yderligere fem underarter i det videnskabelige tidsskrift Science.

»Det er helt fantastisk at vi her i det 21. århundrede stadig kan finde noget, som ingen andre biologer har set,« siger Frank Rheindt, der er lektor på National University of Singapore og anførte ekspeditionen, til Videnskab.dk.

Bjergskov indhyllet i skyer på øen Peleng øst for Sulawesi i det indonesiske øhav. Det var blandt andet på denne ø, at Frank Rheindt og hans kolleger fandt hidtil ukendte sangfugle. (Foto: Philippe Verbelen)

En ‘fuldendelse af Alfred Russel Wallaces rejse’

Jon Fjeldså, der er professor emeritus på Københavns Universitet, har ligeledes indsamlet flere hidtil ukendte fugle- og dyrearter i blandt andet Sydamerika. 

Han beskriver i den seneste udgave af tidsskriftet Science det nye studie som en »fuldendelse af den historiske biolog Alfred Wallace’s rejse i 1800-tallet.«

En rejse hvor de store forskelle mellem fuglearterne på de forskellige indonesiske øer gav den britiske biolog Wallace en idé til at forklare evolutionen.

Taliabu Myzomela blev, som navnet antyder, også fundet på den større ø Taliabu. Den er også en helt ny art. (Foto: James Eaton/Birdtour Asia)

»Det skriver jeg, fordi han kortlagde området og fandt rigtig mange arter. Men der har indtil nu ikke været nogen biologer, som har været oppe i højlandet på de mennesketomme bjerge på øerne øst for Sulawesi. Derfor har man også troet, at der måske kunne gemme sig nogle ukendte arter der - og dem har Frank og hans kolleger altså fundet nu,« siger Jon Fjeldså til Videnskab.dk.

Tobias Wang, der er professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet, fortæller, at øerne har været fuld af oplagte eksempler på, hvordan populationer af arter bliver forskellige fra hinanden, når de bliver isolerede.

»Da Wallace sejlede fra Bali til Lombok kunne han se, at der pludselig var arter som forsvandt, og andre der opstod,« siger han.

»Der er faktisk ikke særlig langt fra ø til ø, men der er et enormt dybt og aktivt farvand med stærke strømme. Derfor er sandsynligheden for at dyr kommer i land på den anden side meget lille, og over tid vil små forskelle i hver population, hvis de ikke blandes, altså langsomt føre til udvikling af forskellige arter,« fortæller han. 

Togia-Junglefluesnapperen er ikke en helt ny art, men en ny underart. Den blev fundet på de små øer nord for Sulawesi. (Foto: James Eaton/Birdtour Asia)

Hvad er en art?

Arter defineres populært sagt ved, at de kan få frugtbart afkom med hinanden.

For eksempel tilhører en hest og et æsel ikke samme art. For selvom de kan få afkom, muldyr, så kan muldyret ikke selv få afkom. 

Men der er dog også i dag stor uenighed om, hvor forskellige to bestande skal være fra hinanden, før man opdeler dem i to forskellige arter, fortæller Tobias Wang.

»Ud over opdagelsen af arter i naturen, som vi ikke før kendte til, så er der også mange af de nye arter, der opdages i dag, som er såkaldte ‘splittere’, hvor man adskiller to grupper, som før hørte under samme art. Og her er det ofte til diskussion, om det virkelig bør være forskellige arter,« siger han.

Forsker: Vi er nødt til at kende arterne, før vi kan beskytte dem

Beskrivelserne af de ‘nye’ sangfugle er netop udkommet, men ekspeditionen fandt sted mellem december 2013 og januar 2014. 

I gennemsnit bliver der på verdensplan fundet fem-seks nye fuglearter om året, men her blev der altså fundet flere på én enkelt ekspedition.

Fugle er dog den bedst kendte dyregruppe overhovedet. Vi kender til godt 11.000 forskellige fuglearter, og ifølge Frank Rheindt er der nok ikke mere end 100 ukendte arter tilbage i verden. 

Så man fristes til at spørge ham, hvilken viden de nye fugle egentlig kan bidrage med.

»Vi står midt i en miljømæssig krise. Den globale opvarmning truer biodiversiteten. Se bare på skovbrandene i Australien. Hvis vi skal have en chance for at beskytte arterne, så er vi nødt til at vide, hvilke steder der er vigtige, fordi de er unikke,« siger han, og uddyber:

»Det er en kamp, vi er ved at tabe. Du kan måske påstå, at vi ikke vil komme til at savne noget, vi ikke kendte til, men det er jeg ikke sikker på, du har ret i. Jeg så hellere, at vi ikke løb den risiko.«

LÆS OGSÅ: Darwins finker blev billedet på evolutionsteorien

Spurvefuglen, der på engelsk kaldes Taliabu leaf warbler, blev ligesom Taliabu-græshoppesangeren fundet på øen Taliabu og er en ny fugleart. (Foto: James Eaton/Birdtour Asia)

Verden gemmer stadig på masser af ukendte dyr

Selvom fuglene efterhånden er godt kortlagt, så er det ifølge Frank Rheindt næsten pinligt så få andre dyr, vi kender til.

»Mennesker ved så meget om det store univers, og alligevel kender vi kun til 5-10 procent af de arter, der findes på Jorden,« siger han.

Tobias Wang bakker ham op.

»Fuglene er rigtig godt beskrevet, og der er lidt flere ukendte pattedyr, men hvis vi kigger på frøer, så bliver der beskrevet rigtig mange nye arter hvert år, og der findes helt sikkert stadig masser, vi ikke kender til. Snakker vi insekter, så er der millioner af arter, der venter derude,« siger han.

Jon Fjeldså har også et bud på, hvor vi skal lede ukendte arter. Men han advarer om, at stederne er ukendte af en årsag. 

»De findes i de områder i verden, der er svære at rejse til. Tropiske øer og ubeboede bjergområder er gode steder at starte. Jeg har selv været i de tropiske andesbjerge, og det er både svært tilgængeligt og meget farligt, fordi der også drives kriminelle guerilla-virksomheder, så der er helt sikkert meget uopdaget her,« siger han.

Foruden risikoen for at miste liv og lemmer, fortæller han også, at det i dag kan være meget besværligt at få lov til at hente materiale med hjem efter en ekspedition.

»Mange regeringer er i dag bange for at nogen skal eksportere potentielt værdifuldt genetisk materiale. Der er en masse bøvl med at få tilladelse, så det er helt sikkert også en af forhindringerne,« siger han.

Forskerne har desværre ikke fotos af alle fuglene i den vilde natur, men her er en oversigt over alle dem, de fandt, og hvor de blev fundet henne. (Illustration og billeder: Rheindt et al.)

LÆS OGSÅ: Store opdagelser: Darwin og evolutionslæren

LÆS OGSÅ: Forskere: Vores sprog stammer fra fuglesang og aber

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.