Evolutionen har gjort ækel fiskehan til en »penis med et hjerte«
havtaske par han hun parasit sex

Havtasken er en meget sjældent observeret fisk, men er alligevel kendt for sit ret hæslige udseende. Der er faktisk tre af dem på det her billede. Kan du spotte hannerne? (Foto: Shutterstock)

Havtasken er en meget sjældent observeret fisk, men er alligevel kendt for sit ret hæslige udseende. Der er faktisk tre af dem på det her billede. Kan du spotte hannerne? (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
04 august 2020

Tudsefisken Lophiiformes, der er i havtaskefamilien, er ikke ligefrem en Adonis. Det gælder ikke for hunnerne – men bestemt heller ikke de meget mindre hanner.

Heldigvis lever det usædvanligt grimme dyr dybt under havets overflade, hvor mørket er meget tæt.

Når tudsefiskene lykkes med at finde hinanden, satser hannen næsten alt, han har - undtagen sin penis og sit hjerte. Det skriver LiveScience.

Under parringen sætter hannen sig fast som en parasit på den meget større hun. Han fusionerer sit kredsløb med hendes, hvilket får hans øjne, finner og det meste af hans organer til at degenerere over tid.

Den nu afdøde palæontolog Stephen Jay Gould har ifølge LiveScience beskrevet, at fisken i sidste ende bliver til en »penis med et hjerte«. Han leverer sæd til hunnen, når hun har brug for det, for til gengæld aldrig mere at behøve at svømme for føden.

havtaske par han hun parasit

Tudsefisken lever dybt i havet. Hernede kan det være svært at finde en mage, så når det grimme dyr endelig gør, satser hannen alt, han har, på hunnen. Han kan ses øverst på hunnens ryg, hvor han har sat sig fast. (Foto: Theodore W. Pietsch)

Det unikke parringsritual kaldes for ’seksuel paratisme’, og det har længe forundret forskerne. Hvordan kan det være, at hunnernes immunsystem ikke afviser parasithannen? (Eller rettere hannerne – der findes ifølge LiveScience tilfælde, hvor helt op til otte penishjerte-hanner er fundet på en hunhavtaskes krop).

Et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Science, har nu et bud på et svar: Det er kun muligt for fiskene at parre sig på parasitmåden, fordi dyrets evolution har frataget det en del af dens væsentlige immunforsvar.

»Hvis man havde set det samme tab af vigtige immunfunktioner i mennesker, som man kan observere i tudsefisk, havde det resulteret i fatal immunsvigt,« siger professor og medforfatter på studiet Thomas Boehm fra Max Planck institute of Immunobiology and Epigenetics i en pressemeddelelse.

I det nye studie har Boehm og hans kollegaer analyseret 10 forskellige tudsefiskearters genom, nogle, der fusionerer permanent, og andre, der ikke gør.

I begge grupper fandt forskerne klare mangler i fiskenes antistof-responssystem og et lavt niveau af T-celler.

Det kender du måske til fra artikler om den nye coronavirus. T-cellerne og antistofsystemet bruger fisk såvel som mennesker til at afvise udefrakommende elementer, der trænger ind i kroppen.

Lad os derfor håbe for tudsefisken, at den ikke bliver smittet med coronavirus og ellers ønske den held og lykke med sit mærkværdige parforhold.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.