Trods advarslen i romanen, planlægger nu både NASA og Europa rumsonder, som skal afsløre, hvad der gemme sig under isdækket.

Den amerikanske rumsonde hedder Europa Clipper og den europæiske har navnet JUICE, der står for Jupiter Icy Moons Explorer.

JUICE skal udforske ikke bare Europa, men også de store måner Ganymedes og Callisto. Begge rumsonder skal opsendes i 2022, og udforske Jupiters måner frem til omkring 2030.

Ismånen

Lige siden Voyager tog de første nærbilleder af Europa tilbage i 1979, har astronomerne været klar over, at denne måne var noget særligt.

Europa er på størrelse med vor egen måne, men i stedet for et kraterdækket klippelandskab er overfladen en hvid slette af is, med kun meget få meteorkratere. Det lave antal kratere viser, at overfladen geologisk set må være meget ung, og i hvert fald under konstant omdannelse.

Den mest sandsynlige forklaring er, at der under isen findes et dybt hav. Der er revner og sprækker i isen, og helt nye målinger tyder på, at der er en form for pladetektonik i islaget.

Nærbilleder antyder, at havet en sjælden gang kan bryde gennem isen, så der en kort stund kan sejle isbjerge omkring. Men kulden på -150 grader sørger hurtigt for, at isen vender tilbage – men til gengæld efterlader havet mørke aflejringer, som måske kan være salt.

Alene det, at der måske er en svag kontakt mellem havet og overfladen, er videnskabeligt set meget vigtigt. Nu kan det være svært for os at bore et par kilometer ned gennem isen, men måske kan vi studere havet ved at se, hvad der er efterladt på overfladen.

Målinger fra Hubble teleskopet tyder også på, at der med mellemrum kommer gejsere af vanddamp op fra Europa – og hvis man kan dirigere en rumsonde gennem en sådan dampsky kan vi lære meget om havet og dets muligheder for at rumme liv.

En vanskelig opgave

Det er bestemt ingen let opgave at udforske især Europa. Grunden er, at Europa har en bane kun omkring 670.000 km fra Jupiter og dermed dybt inde i Jupiters strålingsbælter. Selv elektronik har svært ved at klare strålingen – og et menneske ville dø i løbet af få timer.

Strålingen gør det næsten umuligt at få en rumsonde til at fungere i længere tid i en bane om Europa. Derfor har NASA fundet på en meget elegant løsning.

Europa Clipper skal sendes ind i en meget aflang bane om Jupiter, hvor den det meste af tiden er uden for den stærkeste stråling. Men banerne lægges så de fører rumsonden tæt forbi Europa. JUICE vil følge en lignende plan.

Europa Clipper skal på denne måde flyve forbi ismånen mindst 32 og måske helt op til 48 gange. Hver forbiflyvning varer kun få timer, men det er nok til at foretage en masse målinger.

Derefter bevæger rumsonden sig igen bort fra Jupiter, så instrumenterne bogstavelig talt kan køle af i mere behagelige omgivelser.

Denne afkølingsperiode vil typisk vare 1-2 uger, og det giver en anden meget stor fordel: Der bliver nu god tid til at sende de indsamlede data tilbage til Jorden.

Det tager nemlig tid at sende gigabytes af data tilbage over en afstand på over 600 millioner kilometer – især når radiosenderen ikke er særlig stærk.

Nok se, men ikke røre...

Både Europa Clipper og JUICE har det tilfælles, at de må nøjes med at se på Europa. Det betyder, at sonderne ikke endeligt kan besvare spørgsmålet om der er liv i havet, men vi kan komme svaret nærmere.

For rumsonderne medfører ikke bare kameraer, men også spektrometre, som præcist kan fortælle, hvilke stoffer der findes på overfladen ud over is. Disse målinger vil fortælle os meget om havets kemi, og især om der findes komplicerede organiske stoffer som tyder på eksistensen af liv.

Infrarøde instrumenter vil afsløre aktive områder som gejsere, og særlige radaranlæg vil trænge gennem isen og måle, hvor tykt islaget er.

Magnetiske målinger vil fortælle, hvordan et saltholdigt hav reagerer, når Europa farer igennem Jupiters stærke magnetfelt. Der vil nemlig induceres elektriske strømme, som igen skaber et magnetfelt.

Europas JUICE er ikke bare en gentagelse af Europa Clipper. Der er kun planlagt 2-3 forbiflyvninger af Europa, men til gengæld mange af Callisto og slutmålet bliver en bane om solsystemets største måne Ganymedes.

Ganymedes har en geologisk meget interessant overflade, og magnetiske målinger tyder på, at også Ganymedes har et hav dybt nede. Da Ganymedes er over en million kilometer fra Jupiter er strålingen her ikke stærkere end at en sonde godt kan fungere i længere tid i bane om månen.

Er der liv?

Det store spørgsmål er naturligvis om der i disse dybe have på Europa og Ganymedes kan findes liv. Det korte svar er, at det ved vi ikke. På den positive side er at liv, som vi kender det, forudsætter vand og mineraler – og begge dele findes.

Den negative side er, at der ikke er meget energi til rådighed i det totale mørke under overfladen. Den vigtigste energikilde vil helt sikkert være tidevandskræfter, som hele tiden trækker i månen og får overfladen til at bevæge sig op og ned og dermed skaber varme.

På Io er disse kræfter så stærke, at de skaber enorme svovlvulkaner, men tidevandskræfterne på Europa og Ganymedes er også ganske stærke – helt sikkert stærke nok til at skabe varme kilder, som vi også kender fra Jordens have.

Her på Jorden er disse kilder hjemsted for et rigt liv, men spørgsmålet er, hvor langt livet kan komme uden adgang til Solens lys og energi.

Der er fundet brintoverilte på Europa, og hvis det bliver blandet med vand, udvikles der ilt, som kan være væsentligt for mere energikrævende livsformer.

Hvis der er liv, er det måske kun i form af encellede organismer. Men det kunne jo også tænkes, at livet har fundet veje til at komme videre, og at der måske findes endda intelligent liv.

Hvis det er tilfældet, kan man ikke lade være med at tænke over, hvordan et væsen i et kulsort hav opfatter verden. Det kan i hvert fald næppe have nogen ide om, at det bor på en klode i et meget større univers...

Men Clarkes ”højere intelligens” har nu ingen grund til at bekymre sig om at beskytte livet på Europa eller Ganymedes. For det har naturen selv sørget for. At bore vej gennem mange kilometer tyk is og klippe på en fjern måne er nok ikke noget, vi hverken teknisk eller økonomisk vil give os i kast med i en meget lang tid fremover.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.