Et ‘hul’ på en milliard år: Geologer er et skridt nærmere at løse Grand Canyon-mysterium

Et ‘hul’ på en milliard år af sten: Geologer er et skridt nærmere at løse Grand Canyon-mysterium. (Foto: Shutterstock)

Et ‘hul’ på en milliard år af sten: Geologer er et skridt nærmere at løse Grand Canyon-mysterium. (Foto: Shutterstock)

23 august 2021

Grand Canyon har i årevis været et populært rejsemål for turister - og et slags ‘sten-mekka’ for geologer og forskere, der kigger dybt i kløftens mange stenlag for at blive klogere på Jordens udvikling. 

I mindst lige så lang tid har opbygningen af de selvsamme stenlag dog været omgærdet af mystik.

Stenlag, der 520 millioner år gamle, ligger nemlig ovenpå lag af sten, der stammer fra helt tilbage for 1,4 til 1,8 milliarder år siden. Godt en milliard års sten er med andre ord ‘forsvundet’ fra visse områder i Grand Canyon. 

Men nu mener et hold forskere fra Colorado i USA at være kommet et skridt nærmere på at forstå opbygningen og mysteriet, der bliver kaldt ‘Den Store Uoverensstemmelse’, skriver University of Colorado i en pressemeddelelse på baggrund af et studie publiceret i tidsskriftet Geology

»Vi har en ny analysemetode i vores laboratorium, der gør det muligt for os at tyde historien bag de manglende tidsperioder i Den Store Uoverensstemmelse,« fortæller førsteforfatter på studiet, ph.d.-studerende i geologi ved University of Colorado, Boulder, Barra Peak i pressemeddelelsen. 

Barra Peak og hendes kollegaer har gjort brug af en metode kaldet ‘termo-kronologi’, der kigger nærmere på den varme, som stenene gennem tiden har sendt ud.  

På den måde er forskerne bag angiveligt kommet frem til, at Grand Canyon er langt mere kompleks formet, end hvad man tidligere har troet - og at årsagen hertil skyldes en række små, men betydningsfulde begivenheder, der menes at have fundet sted, da det forhistoriske superkontinent ved navn Rodina, der blev formet godt en milliard år siden, revnede for ca. 700 millioner år tilbage.  

Således har ødelæggelserne fra det gigantiske stykke land med al sandsynlighed revet jorden op op rundt omkring Grand Canyon - og den østlige og vestlige del af kløften i hver sin retning - hvilket skyllede sten og andet bundfald ud i havet, skriver universitetet. 

Og det er angiveligt derfor, at der opstået dette ‘hul’ i stenlagene. hvor stenlag fra vidt forskellige perioder er endt ovenpå hinanden, lyder konklusionen fra forskerne bag. 

De manglende lag af sten i Grand Canyon blev for første gang opdaget helt tilbage i 1896 af geologen John Wesley Powell, da han rejste ned ad Colorado-floden, der løber igennem den verdensberømte kløft, lyder det i pressemeddelelsen fra University of Colorado. 

Senere undersøgelser af lagene bekræftede, at sten fra 1,4 til 1,8 milliarder år tilbage ligger lige under sten, der er ‘blot’ 520 millioner år gamle. 

Ifølge universitetet håber forskerne bag de nye undersøgelser at udbrede metoden til områder i Nordamerika, hvor der også er ‘forsvundet’ tidsperioder. 

»Vi udfører det her i Grand Canyon og i andre områder fra Den Store Uoverensstemmelse på tværs af Nordamerika,« siger Barra Peak. 

rhf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.