»Et absolut monster«: Forskere finder den største galakse nogensinde
galakse

Den enorme galakse, der har fået navnet Alcyoneus. (Foto: Oei et al., arXiv, 2022)

Den enorme galakse, der har fået navnet Alcyoneus. (Foto: Oei et al., arXiv, 2022)

Kilde: 
16 februar 2022

Universet er uendeligt stort, og hver dag bekræftes forskere i, at vi nok aldrig helt kommer til at fatte, præcis hvor stort det egentligt er. 

Et nyt fund kommer næppe til at gøre det nemmere. Astronomer er nemlig stødt på et »absolut monster af en galakse«, skriver ScienceAlert.

I et nyt, endnu ikke fagfællebedømt studie, sat til at blive publiceret i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics, fremlægger astronomerne fundet af galaksen, der har fået navnet Alcyoneus, og som befinder sig omtrent 3 milliarder lysår væk. 

Ifølge ScienceAlert er galaksen 16,3 millioner lysår lang, og det gør dermed Alcyoneus til den største galakse, der nogensinde er fundet. 

»Vi har opdaget, hvad der er den største kendte struktur lavet af en enkelt galakse - en gigantisk radiogalakse,« skriver holdet af astronomer, der blandt andet tæller Reinout Van Weeren fra University of Leiden, ifølge mediet. 

Galaksen er en såkaldt radio-galakse, og det er meget lidt, vi ved om denne type af galakser. Håbet er, at det nye fund kan være med til at give viden om det kosmiske fænomen.

Hvad vi ved er, at de består af en ‘vært-galakse’ i centrum, som er en klynge af stjerner, der kredser om en kerne, hvor et sort hul svæver rundt i midten, skriver ScienceAlert. 

Ud fra kernen med det sorte hul skydes også en slags ‘jetstråler’, hvor noget af det sendes ud og skaber to store skyer på hver side af galaksen, og som er med til at producere radiobølger. Det er hele det ‘setup’, der udgør radio-galaksen og deraf navnet. 

Samme fænomen kender vi fra vores egen galakse, Mælkevejen. Hvad vi ikke ved er, hvorfor de i nogle galakser vokser sig så kæmpestore, som tilfældet blandt andet er med Alcyoneus. 

Håbet er, at fundet af Alcyoneus kan være med forstå, hvad der driver deres vækst, lyder det fra forskerne bag. Indtil videre peger de på, at Alcyoneus kan være placeret i et område af universet, hvor densiteten er lavere end normalt, hvilket kan gøre den i stand til at vokse til den enorme størrelse. 

rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.