Er din kat psykopat? Nyt spørgeskema kan muligvis afsløre det

Forskere påstår, at ny model kan afdække, om din kat er psykopat. (Foto: Shutterstock.)

Forskere påstår, at ny model kan afdække, om din kat er psykopat. (Foto: Shutterstock.)

Kilde: 
09 december 2021

Hvæs, hyl eller et højt miav og lidt hidsig udstrækning.

Hvad er det egentligt, der går igennem din kats hoved, når den ligger og slænger sig på stuegulvet eller i vindueskarmen og ud af det blå bryder ud i høje lyde? 

Et hold forskere fra University of Liverpool og Liverpool John Moores University i Storbritannien har på baggrund af svar fra 549 katteejere udviklet en model, der forsøger at komme nærmere, hvad katte tænker - og om de måske har psykopatiske træk. 

Det skriver Vice. 

Du har også selv mulighed for at undersøge, hvor højt din egen kat scorer på psykopat-skalaen. Forskerne har nemlig udgivet spørgeskemaet bag studiet. Tjek selv her.

Spørgeskemaet er en videreudvikling af de modeller, der bliver brugt til at kigge efter psykopatiske træk hos mennesker, hvor niveauet af modighed, ondskab og hæmningsløshed måles - i fagsprog kaldet 'triarchic'-konceptet. Forskerne fandt nemlig, at også de tre faktorer gør sig gældende hos katte, der har psykopatiske træk. 

Hertil fandt de også, at der er to yderligere tegn, der ofte er at finde hos katte med psykopatiske træk - nemlig niveauet af »menneske-uvenskab« og »kæledyr-uvenskab«, skriver Vice.

De fem parametre udgør tilsammen en helt ny metode til at måle psykopati hos katte, som forskerne har døbt ‘Cat Triarchic Plus’ (CAT-Tri+). 

I spørgeskemaet skulle katteejere blandt andet svare på, om deres kat ‘laver høje lyde (for eksempel miaver eller hyler) uden nogen tydelig grund’, eller om katten ‘ikke viser tegn på skyld, efter den har opført sig skidt’. 

Andre spørgsmål i spørgeskemaet lyder: ‘Min kat dominerer kvarterets katte (for eksempel jagter dem eller indleder slåskampe med dem)’ eller: ‘Min kat fjerner andre katte fra deres favorit-steder (for eksempel sengen, sofaen eller ved skraldespanden)’. 

»Vores katte og forskellighederne i deres personligheder inspirerede os til at begynde på den her forskning. Personligt er jeg også interesseret i, hvordan katteejers opfattelse af psykopati hos deres katte kan påvirke forholdet mellem kat og ejer,« fortæller en af forskerne bag, Rebecca Evans, ph,d.- studerende ved det psykologiske institut på University of Liverpool, ifølge Vice. 

Skemaet udfyldes ved at tage de enkelte spørgsmål, for eksempel: ‘Min kat udforsker farlige steder (for eksempel rivaliserende kattes have eller høje steder)' og så angive i en af fem svarmuligheder, i hvor høj grad det passer på ens egen kat - der går fra: ‘beskriver ikke min kat’ (1) til: ‘beskriver min kat ekstremt godt’ (5). 

Skalaen i CAT-Tri+-modellen går fra 1 til 5, hvor 5 er fuld plade på forskernes psykopati-skala. For at beregne den overordnede score lægges alle scorerne (1-5) for de enkelte spørgsmål sammen og divideres med tallet 46 (som er det totale antal af spørgsmål).

Målet med forskningen er ifølge teamet bag at give en bedre forståelse af katte og i sidste ende forhindre, at for mange katte efterlades ellers sendes på internater. Viden om dyrenes adfærd gør det således nemmere for ejere at vide, hvilke behov, der passer bedst til deres katte. 

»En kat, der har en høj score på dristighed-skalaen, vil måske have gavn af store katte-træer og steder højt oppe, hvor de kan kradse, idet Cat-Tri+ antyder, at en dristig kat kan lide at udforske og klatre,« siger Rebecca Evans til den britiske avis Metro. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Research in Personality. 

rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.