Enormt koralrev fundet bag Great Barrier Reef
30 august 2016

Great Barrier Reef er nok et af verdens mest kendte koralrev. Men nu viser det sig, at der bag den australske perle gemmer sig et endnu større rev, ingen før har kendt omfanget af. Det skriver James Cook University i en pressemeddelelse.

Australske forskere har i samarbejde med den australske flåde fundet det omfattende  rev-system ved hjælp af laser-data fra havbunden.

Disse data afslører et område af usædvanlige donut-formede forhøjninger under vandet, som hver er 200-300 meter brede og op til 10 meter dybe. Disse kaldes på engelsk 'bioherms'.

»Vi har kendt til disse geologiske strukturer nord for Great Barrier Reef siden 1970’erne og 80’erne, men vi har aldrig før kendt den sande natur af deres form, størrelse og kolossale vidde,« siger Robin Beaman, som forsker ved James Cook University i Australien, i pressemeddelelsen.

Indtil videre har forskerne kortlagt 6000 kvadratkilometer af området med de cirkulære formationer. Området dækker, ifølge forskerne, et større område end de tilstødende koralrev.

Studiet om formationerne er publiceret i tidsskriftet Coral Reefs.

LÆS OGSÅ: Fantastiske dybhavskoraller fundet ved Great Barrier Reef

LÆS OGSÅ: Undervandsmikroskop opdager ’kyssende’ koraller

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.