Forvir hannerne, så de ikke kan finde hunnerne.
Det er taktikken bag et nyt produkt, som skal bekæmpe skadedyr ved at sprøjte med naturlige duftstoffer.
Det skriver Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i en pressemeddelelse.
Duftstofferne, der skal sprøjtes med, er udviklet ved at fermentere gærceller og kopiere hun-insekters biosyntese ind i dem og få dem til at gro. Det blandes så med en vokslignende, nedbrydelig masse.
Når det sprøjtes på markerne, frigiver det feromoner (signalstoffer) i flere uger, hvilket betyder, at haninsekterne ikke kan finde huninsekterne og parre sig. Dermed kommer der færre insekter.
Det er en opstartsvirksomhed, BioPhero med tilknytning til DTU Biosustain, der står bag projektet, som snart skal testes med feltundersøgelser.
Der findes produkter med kemisk fremstillede duftstoffer i dag, men de er meget dyre at lave og bruge. Det er derfor planen, at produktet med naturlige duftstoffer skal være på prisniveau med insekticider.
»Set fra et biodiversitets-perspektiv er det bedre at anvende feromoner end insekticider. Feromoner virker kun på insekter af en bestemt art og påvirker ikke andre insekter. Insekticider dræber derimod alle insekter og deres naturlige fjender,« siger Irina Borodina, der er direktør i virksomheden, til DTU.dk.
»Jo mere man sprøjter, jo sværere er det at opretholde en balance i naturen. Hvis du kun forstyrrer få skadedyr, forplanter de sig ikke særlig meget.«
Virksomheden har fået støtte til projektet af Syddansk Innovation og lejer sig ind hos DTU Science Park.
sj