Der kan ske forunderlige ting, når forskellige discipliner forenes, og et møde mellem videnskaben og kunsten er ingen undtagelse.
For selvom forskning kan være svær at forstå for de uindviede, kan et billede indgyde fascination over vores univers og de store opdagelser, vi gør.
Tag Andromeda-galaksen, for eksempel.
Den er den tætteste galakse på vores egen Mælkevej, men med en afstand til den på mere end 2,5 millioner lysår, virker den stadig urørlig.
Men dét laver årets vindende foto, ‘Andromeda Galaxy at Arm’s Length’, i konkurrencen ‘Insight Investment Astronomy Photographer of the Year 2020′ om på.
»Når vores nærmeste galakse er så langt væk er det virkelig magisk at skabe et billede, hvor den er indenfor rækkevidde,« udtaler Ed Wilson, en af dommerne i konkurrencen, i en pressemeddelelse.
Fotokonkurrencen afholdes af Royal Observatory Greenwich i samarbejde med Insight Investment og bladet BBC Sky at Night.
I år konkurrerede over 5 tusind fotografer om æren og præmien på 10.000 britiske pund.

Vinderen er den franske fotograf Nicolas Lefaudeux, der både i sin egen kategori, Galakser, og i selve konkurrencen har sejret over tusinde andre fotografer.
Men vinderne af de øvrige kategorier imponerer også.
Neon-lysende nordlys

Det kan ligne et vandfald fra himlen, men det er skam nordlyset, der står i skærende kontrast til det dunkle dyb på jorden.
Og med dette billede af Aurora borealis, der fosser henover Norges kyster, vandt den tyske fotograf Nicholas Roemmelt Aurora-kategorien.
Månen og Jupiter

Hvis du ærgrer dig over den sociale afstand, COVID-19 har skabt mellem folk, så husk, at den ikke kan måle sig med Månens afstand til Jupiter.
Den vises glimrende her i den polske Łukasz Sujka’s ‘Space Between Us’, der dominerede kategorien ‘Planeter, Kometer og Asteroider’.
Og hvis du kigger nærmere på Jupiter, kan du måske spotte tre af dens måner, som fotografen lige netop også har fanget.
Teknologiens fængsel

Blandt astronomer er der en bekymring om, at vores opsendte satellitter og rumstationer vil forhindre og besværliggøre fremtidige opsendelser.
Denne idé kaldes ‘The Prison of Technology’ (Teknologiens Fængsel), og den illustreres i ovenstående billede af samme navn, der fanger satellit-ruterne mellem Jorden og dobbeltstjernen Albireo.
Billedet er taget af ungarske Rafael Schmall, der med det vandt kategorien ‘Mennesket og Rummet’.
Inferno i rummet

Et helvede i himmelrummet, kunne man kalde det.
Den australske Peter Ward sejrede i kategorien ‘Stjerner og Stjernetåger’ med sit billede ‘Cosmic Inferno’.
Det er et billede af stjernetågen NGC 3576, hvor stjernerne er redigeret ud, og farvepaletten forenklet.
Resultatet er en malstrøm af hvirvlende flammer, der ifølge fotografen skal afspejle Australiens skovbrande i 2019 og 2020.
Mælkevejen som skulptur

Bare rolig, universet er ikke ved at kollapse. Det er bare vinderen af kategorien ‘Billed-innovation’, du ser her.
Værket med navnet ‘Dark River’ forestiller et billede af Mælkevejen, der er formet som en skulptur.
Det er skabt af britiske Julie F. Hill, hvis billede på ni milliarder pixels af vores hjemme-galakse viser cirka 84 millioner stjerner.
10-årig astro-fotograf deltog også

Vi runder af med ungdomskategorien, der bestemt har noget at byde på.
For hvis man har en lille rumfotograf i maven, skal man ikke lade alder være en hindring. Fotografen er nemlig den 10-årige Alice Fock Hang fra den franske ø Réunion.
Værket, der hedder ‘The Four Planets and the Moon’, har fanget både Merkur, Venus, Jupiter og Saturn samt vores Måne, der alle hænger stille over det Indiske Ocean.