‘Dommedags-gletsjeren’ i Antarktis forsvinder med alarmerende hastighed
Gletsjere Smelter Global opvarmning Havoverflade

Thwaites-gletsjeren, der ligger i den vestlige del af Antarktis, smelter hurtigere end forskerne hidtil havde regnet med, viser to nye studier. Her er et billede af gletsjeren fra begyndelsen af 2019. (Foto: Alex Mazur / British Antarctic Survey - Natural Environment Research Council).

Thwaites-gletsjeren, der ligger i den vestlige del af Antarktis, smelter hurtigere end forskerne hidtil havde regnet med, viser to nye studier. Her er et billede af gletsjeren fra begyndelsen af 2019. (Foto: Alex Mazur / British Antarctic Survey - Natural Environment Research Council).

Kilde: 
23 september 2020

Kystbyer som New York og Miami i USA og lavtliggende lande som Holland kan i fremtiden blive oversvømmet. 

Det er scenariet, hvis gletsjeren Thwaites, også kaldet 'Dommedags-gletsjeren', der ligger i den vestlige del af Antarktis og er på størrelse med Storbritannien, kommer til at smelte som følge af klimaforandringerne. 

Tidligere forskningsprojekter har vist, at gletsjeren smelter med foruroligende hast, og nu viser to nye studier, der er udgivet i tidsskriftet Cryosphere, i detaljer, hvordan Thwaites hurtigt svinder bort. Det skriver ScienceAlert. 

Et studie, der er publiceret i tidsskriftet PNAS (Proceedings of the National Academy), viser via satellitfotos, hvordan Thwaites-gletsjeren og dens nabo – Pine Island-gletsjeren - kælver og går i stykker hurtigere, end man hidtil har beregnet. 

»Det her er de første tegn på, at Pine Island-gletsjeren er ved at forsvinde,« siger Stef Lhermitte, der er ekspert i satellitter og hovedforfatter på PNAS-studiet, til Washington Post, og tilføjer, at det er svært at gøre skaden god igen, hvis gletsjeren først er smeltet. 

I en pressemeddelelse beskriver amerikanske og britiske forskere fra International Thwaites Glacier Collaboration (ITGC), hvordan varme havstrømme er med til at smelte underdelen af Thwaites.

Og det kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis den smelter bort. 

Gletsjere Smelter Global opvarmning Havoverflade

En 2D-grafik af Thwaites-gletsjeren viser, hvor de varme havstrømme befinder sig under isen. (Kort: British Antarctic Survey - Natural Environment Research Council).

Hvert år trækker gletsjeren sig tilbage med omkring 800 meter. Forskere vurderer ifølge ScienceAlert, at Thwaites vil forsvinde helt inden for mellem 200 til 600 år. Hvis det sker, vil havoverfladen stige med en halv meter. 

Når gletsjere smelter fra bunden af, mister de deres struktur, hvilket får dem til at smelte endnu hurtigere for til sidst at blive opløst. 

»Det ville være en gigantisk forandring, der kan omskrive kystslinjer verden over,« sagde David Holland, der er professor i atmosfærisk videnskab ved New York University og er tilknyttet ITGC, til PBS NewsHour tilbage i februar i år, ifølge ScienceAlert. 

Studierne i Cryosphere kan findes her og her.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.