Dør en husedderkop, hvis man sætter den udenfor?
Og er der noget, der hedder indendørs- og udendørsedderkopper, spørger en nysgerrig læser.
Tegenaria Husedderkop

Arrh!!! En stor husedderkop - på latin hedder den Tegenaria atrica - kan skræmme enhver med araknofobi, men ville en husedderkop kunne overleve, hvis man sætter den udenfor? Det spørger en nysgerrig læser om i denne Spørg Videnskaben-artikel. (Foto: Milan Karow/CC BY-SA 2.0 DE).

Arrh!!! En stor husedderkop - på latin hedder den Tegenaria atrica - kan skræmme enhver med araknofobi, men ville en husedderkop kunne overleve, hvis man sætter den udenfor? Det spørger en nysgerrig læser om i denne Spørg Videnskaben-artikel. (Foto: Milan Karow/CC BY-SA 2.0 DE).

Nogle mennesker tøver ikke med at finde støvsugeren frem eller folde avisen og gøre klar til en knockout, hvis de spotter en edderkop i deres hjem. 

Ville det være bedre at fange edderkoppen og sende den ud i det fri, hvis man gerne vil lære sine børn eller børnebørn ikke at dræbe dyret? Eller er det den rene dødsdom for en edderkop at blive sat udenfor? 

»Personligt er jeg efterhånden stødt på denne teori mange gange, og selv hvis det ikke holder vand, kan det give mening at afkræfte den,« skriver vores nysgerrige læser Amalie i en e-mail. 

For et få be- eller afkræftet teorien griber Spørg Videnskaben telefonen og ringer til Nikolaj Scharff, der er edderkoppeforsker og viceinstitutleder på Statens Naturhistoriske Museum. 

Edderkopperne tog en flyver 

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

»Man kan godt sige, at vi har indendørs- og udendørsedderkopper,« begynder Nikolaj Scharff.

I daglig tale kalder man dem for husedderkopper og udendørsedderkopper. 

Nogle af de mest almindelige husedderkopper lever faktisk udendørs længere sydpå, fortæller han:

»De langbenede mejeredderkopper ser man typisk indenfor. De har lange ben og en tynd krop. De er blandt andet kommet med charterturismen til Danmark fra steder som Middelhavsområdet.« 

Man begyndte at se mejeredderkopperne i de danske hjem fra 1950-60'erne, og nu er de ganske almindelige, siger Scharff.  

Disse edderkopper kan ikke leve udenfor i Danmark, og det skyldes forskellen på klimaet i Danmark og i Sydeuropa.  

Lad dem være i fred 

For at svare direkte på Amalies spørgsmål, mener Nikolaj Scharff, at man ikke bør slippe husedderkopper udenfor.

Man bør i stedet lade dem være i fred. I hvert fald til en vis grænse. 

»Hvis du for eksempel har for mange mejeredderkopper i huset, så invaderer de jo ens hjem og er alle vegne. Her kan man være nødt til at fjerne nogle af dem en gang imellem med en støvsuger, men de er umulige at komme helt af med. Også selvom man rengør hele huset,« forklarer Nikolaj Scharff, der understreger, at husedderkopperne ikke gør nogen skade. 

Mejeredderkop Husedderkop

Mejeredderkoppen (Pholcus phalangioides) kom med charterturismen til Danmark i 1950-60'erne, og den er sidenhen blevet en af de mest almindelige husedderkopper herhjemme. (Foto: Didier Descouens/CC BY-SA 4.0).

Hvis man sætter en husedderkop ud i det fri, vil den ikke kunne klare sig i lang tid. De største af slægten Tegenaria kan godt klare sig udendørs, men kun hvis de finder et hjem i et hult træ, langs en husfacade eller i en eller anden form for bygning. 

»De kan ikke klare sig ude på en eng. De vil helst leve et sted, hvor de kan krybe ind i beskyttelsen, når det er koldt,« forklarer Nikolaj Scharff. 

Ude godt, ude bedst 

Hvor der i Danmark findes omkring 10 arter af husedderkopper, kribler og krabler det med flere end 500 forskellige arter udendørs. 

Edderkopper er meget afhængige af en høj luftfugtighed. Derfor er det ikke oplagt for udendørsedderkopper at opholde sig i et hus, hvor der er relativt tørt i forhold til udenfor. 

»Få udendørsedderkopper kan klare sig indenfor. De kan ikke yngle og formere sig indendørs. De kommer typisk indenfor om sommeren, når der er åben dør. Når de kommer ind, er de der et par dage, indtil de dør eller forsvinder igen. De kan ikke klare sig indenfor året rundt,« siger Nikolaj Scharf. 

Årsagen til dette er, at der er et helt andet klima i et hus.  

»Det er meget mere tørt, og de fleste edderkopper er afhængige af en meget høj luftfugtighed. Og så er der næsten heller intet bytte i et hus i forhold til udenfor,« uddyber edderkoppeforskeren. 

Kan gå lang tid uden mad 

Det er ikke, fordi husedderkopper er bedre til at finde føde end udendørsedderkopper, men de kan klare sig med mindre af det. 

»Hvis du har en edderkop, kan den godt holde sig i live i flere måneder uden at få noget af spise, men den skal have noget væske af en slags. De vokser langsommere og formerer sig langsommere. Udendørsedderkopper har kun en sæson, der går fra forår til efterår, og de kræver mere mad for at kunne sikre sig, at de kan formere sig igen,« fortæller Nikolaj Scharff. 

Selvom nogle husedderkopper godt kan klare sig i koldt vejr i et stykke tid, er problemet for dem, om de kan klare en overvintring og finde mad nok.  

»Her vil de store husedderkopper, der er blevet sat udenfor, søge indenfor igen, hvis de da kan komme ind,« afslutter Nikolaj Scharff. 

Vi siger tak til Amalie for spørgsmålet og kvitterer med en t-shirt. 

Der skal også lyde en tak til Nikolaj Scharff for at gøre os klogere på forskellen mellem hus- og udendørsedderkopper.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.