Dødelig hudsygdom, som rammer delfiner, kobles til klimaforandringer
delfin sygdom ferskvand klimaforandringer

Mange delfiner kan gå en grum fremtid i møde, i takt med klimaforandringerne. (Foto: Tim Morgan © Mississippi State University)

Mange delfiner kan gå en grum fremtid i møde, i takt med klimaforandringerne. (Foto: Tim Morgan © Mississippi State University)

Kilde: 
28 december 2020

Forskere har i et nyt studie identificeret en ny og dødelig hudsygdom, ‘ferskvandssygdom’, der siden 2005 har ramt delfiner verden over.

Sygdommen spredes, fordi vejrfænomener forbundet med klimaforandringerne sænker saltindholdet i vandene, hvor delfinerne lever, og forårsager alvorlige skader på deres hud.

Det skriver ScienceAlert.

Udbruddene af ferskvandssygdommen lader til at følge kraftige storme som orkaner, hvor enorme mængder ferskvand ender i havet langs kysterne, hvor de ramte delfiner lever.

De store mængder ferskvand kan over flere uger eller måneder sænke saltindholdet i vandet.

Delfiner kan under normale omstændigheder tåle hyposaline forhold (når der er lav saltholdighed) i begrænset omfang, men over længere tid vil det ændre på delfinernes hud og blodindhold.

Ændringerne gør, at delfinerne udvikler alvorlige hudlæsioner - i visse tilfælde på op til 70 procent af kroppen - hvor alger, bakterier og svampe tilmed let kan inficere dem.

»Bruddene i huden får delfinen til at miste vigtige ioner (atomgrupper, som udgør forskellige stoffer i kroppen) og proteiner fra dens krop (...) så imens alt det siver ud af dem, vælter det ind med ferskvand, hvilket forårsager hævelser og åbne sår,« fortæller forsker Nahiid Stephens, ifølge ScienceAlert.

»Læsionerne svarer til tredjegradsforbrændinger i mennesker (...) det slår dem (delfinerne) ihjel, fordi det forårsager elektrolytforstyrrelser i deres blodomløb, og til sidst vil de opleve organsvigt.«

Hyppigheden af ekstreme vejrfænomener forventes at stige i takt med klimaforandringerne, og forskerne advarer derfor om, at vi kan forvente flere udbrud af ferskvandssygdommen blandt verdens delfinbestande i fremtiden.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.