En gruppe forskere fra Hebrew University i Jerusalem mener, at de har fundet den 12. i rækken af huler, som indeholder de verdensberømte ’Dødehavsruller’.
De første Dødehavsruller kom til offentlighedens kendskab i 1947, og frem til 1956 dukkede i alt 11 grotter med 800 skriftruller op nær Qumran, ved hvad der i dag er kendt som ’Vestbredden’. Det var en fantastisk arkæologisk opdagelse.
Dødehavsrullerne er jødiske tekster, fundet 1947-56 i klippehuler i ørkenen ved den nordvestlige del af Det Døde Hav.
De opsigtsvækkende fund, gjort dels af beduiner, dels af arkæologer, omfattede en halv snes store, ret velbevarede skriftruller og hen ved 20.000 fragmenter af ruller og dokumenter. Det hele har repræsenteret et bibliotek på ca. 800 skriftruller på pergament, nogle dog på papyrus. De fleste er skrevet på hebraisk, nogle på aramæisk eller græsk.
I 1990'erne kom der gang i udgivelsen af rullerne; de er alle udgivet.
Kilde: Den Store Danske
Hvis der er hold i det nye fund, er det den første grotte, der er blevet fundet i Qumranområdet i 60 år.
Desværre havde der tilsyneladende været røvere på spil først - ingen nye tekster blev fundet inde i hulen.
»Vi har alle dage vidst, der var flere huler«
Ifølge den danske professor Anders Klostergaard Petersen er der i flere år gået rygter på det »meget sorte« palæstinensiske antikvitetsmarked om nye tekstfund og ditto prisangivelser. Han mener godt, at man kan stole på tilforladeligheden i historien.
»Det er svært at vide, hvad der er op og ned; men det er i al fald ikke som markedet i Ægypten (det falske Jesus’ hustru-fragment). Vi er mere sikre i forhold til det palæstinensiske antikvitetsmarked,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
»Dertil kommer, at vi alle dage har vidst, at der var flere huler,« tilføjer Anders Klostergaard Peterson, som er professor MSO ved Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
Udgravningen af grotten er del af en større operation, hvor de israelske myndigheder forsøger at finde og udgrave huler i Judæas’ ørken med vigtige arkæologiske levn for at komme tyve i forkøbet. Og selvom myndighederne allerede har brugt det mest avancerede militære udstyr til at lede efter yderligere huler, kan der fortsat dukke nogle op med manuskriptfund, lyder det fra Anders Klostergaard Petersen.
Grotten er blevet røvet
Der lå ikke nogle ruller i den nyopdagede grotte, men arkæologerne fandt et tomt pergament, nogle krukker, noget stof og en læderstrop. De mener, at disse genstande har været brugt til at holde på og beskytte pergamenterne.
I nærheden af hulerne udgravede man nogle ruiner, der bærer det arabiske navn Qumran. I hulerne og i ruinerne fandt man keramik af samme type, og det er almindeligt antaget, at rullerne stammer fra Qumrankomplekset.
Keramikken, mønter fundet i ruinerne, studier af skrifttyperne og kulstof 14-metoden kunne sammenlagt sikre en datering af størstedelen af teksterne til perioden mellem ca. 150 f.v.t. og ca. 70 e.v.t.
Kilde: Den Store Danske
»Til trods for, når alt kommer til alt, at vi ikke fandt nogle ruller, og vi i stedet ’kun’ fandt et stykke pergament […] viser fundene alligevel utvivlsomt, at grotten engang har indeholdt ruller, som efterfølgende er blevet stjålet,« siger udgravningslederen Oren Gutfeld, som er arkæolog ved The Hebrew University's Institute of Archaeology, i en pressemeddelelse.
Teorien om, at grotten er blevet røvet, baserer de israelske forskere på fund af moderne hakkeredskaber i hulen. Oren Gutfeld tilføjer, at man nu ikke længere kan vide sig sikker på, at de tusindvis af Qumrantekster, som i dag ligger på museer eller i private samlinger verden over, stammer fra de 11 hidtil kendte grotter.
Ingen ny sensation - endnu
Qumranteksterne stammer fra andet århundrede f.vt. til første århundrede e.vt. Indholdet er blandt andet bibelske tekster fra det gamle testamente, og flere af fundene har rokket fundamentalt ved vores viden om forhistorien, fortæller Anders Klostergaard Petersen.
Hule 7 i Qumran er for eksempel enormt interessant, selvom den kun rummede få tekster, men her var teksterne alle på græsk. Det rokkede ved hele grundlaget for den måde, man tidligere havde set på Qumran.
Selvom han umiddelbart har tillid til pålideligheden i det nye fund, mener han dog ikke, at der er tale om en ny arkæologisk sensation – endnu.
»Vi er nødt til først at se tekster, før vi kan tage stilling til sagerne på kvalificeret vis. En hule med tekstfund er naturligvis interessant, men først for alvor i den situation, hvor vi får teksterne og ser, hvilke tekster der er tale om,« siger han og slutter:
»Får vi omvendt tekster fra Hule 12, hvilket i sig selv selvsagt vil være en sensation, bliver det først for alvor interessant, hvis teksterne er forskellige fra dem, vi allerede har. Det gør ikke nødvendigvis noget, at det er de samme tekster, vi får fra hulen, men så skal de stamme fra en (allerhelst) tidligere eller senere redaktionel fase.«
»Vi er i et kapløb mod tiden«
Fundet af den nye grotte viser, at der stadig er masser af arbejde tilbage i Judæas ørken, hvor mange flere vigtige fund venter på at blive opdaget.
Det siger Israel Hasson, generaldirektør i Israel Antiquities Authority, i pressemeddelelsen.
»Vi er i et kapløb mod tiden, eftersom antikvitetstyve stjæler kulturelle skatte verden over for selv at drage økonomisk fordel af det. Staten Israel er nødt til at mobilisere og afsætte de nødvendige ressourcer til at lancere en operation, som sammen med de offentlige myndigheder kan gå i gang med at foretage en systematisk udgravning af alle hulerne i Judæas ørken,« siger Israel Hasson.