Disse pattedyr overfører de værste sygdomme til mennesker
Kilde: 
23 juni 2017

Fra tid til anden sker det, at sygdomme spreder sig fra én art til en anden, og nu har et hold af forskere fundet ud af, hvilke arter vi mennesker skal holde mest på afstand, hvis vi er bekymrede for at få sygdomme fra dyr. Det skriver Phys.org

Mange forskere forventer, at de største sygdomstrusler i fremtiden kommer fra dyr, fordi de smitter mennesket med sygdomme, der allerede eksisterer hos dyrene i dag.

Dyrene har gennem mange år kunnet opbygge en form for immunitet mod sygdommene, men det har mennesket ikke, fordi vi ikke bliver smittet med de sygdomme i dag.

Forskerne bag studiet, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature, gennemgik 754 forskellige pattedyr og 600 vira, for at finde de vira, der med størst sandsynlighed vil sprede sig til mennesker. 

Det viste sig, at det er flagermusen, der er den største synder i forhold til at kunne sprede sygdomme til mennesker, og der er størst sandsynlighed for, at det sker i Syd- og Mellemamerika. 

På andenpladsen kom aber, som især kan sprede sygdomme til mennesker i Mellemamerika, Sydvestasien og Afrika, mens tredjepladsen blev indtaget af gnavere, som man især skal passe på i Nord- og Sydamerika og Centralafrika. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.