Dinosaurerne havde samme gangart som nulevende fugle

Vi ved, at dinosaurerne vandrede omkring på Jorden for mange millioner år siden, men vi ved ikke meget om, hvordan de gik.

Vores forskning afslører, at visse dinosaurers bevægelser havde meget til fælles med nulevende fuglearter, der fouragerer på jorden.

Vi granskede theropod-dinosaurer, der typisk var to-benede og gik på bagbenene som Tyrannosaurus rex.

\ Læs mere

Syv-årig dreng opdager besynderlig dinosaur-art

Vores studie, publiceret i tidsskriftet Journal of the Royal Society Interface, målte 211 millioner år gamle theropod-fodspor ved et stenbrud i Virginia, USA.

Første gang de sammenlignes

Vi sammenlignede fodsporene med lignende menneskefodaftryk og fodspor fra fuglearter som vagtel, emu og den australske

kratkalkun, der fouragerer på jorden.

Det er første gang, de tre gruppers bevægelser er blevet sammenlignet.

Vi fokuserede især på et parameter kaldet skridtbredde, der måler, hvor stor afstand,der er mellem venstre og højre fod i løbet af gangbevægelserne.

Vi sammenlignede målinger af skridtbredden med, hvor hurtigt dyret bevægede sig, målt og beregnet direkte for de nutidige arter eller ved at at benytte skridtlængde som en stedfortræder for de uddøde theropod-dinosaurer.

Fra gang til løb

I alle tre grupper blev skridtbredden større i takt med, at bevægelseshastigheden steg.

Sagt med andre ord: I takt med at dyret bevægede sig hurtigere, blev venstre og højre fod placeret tættere på kroppens midtlinje.

Og når dyret virkelig bevægede sig hurtigt, krydsede fødderne endda over denne midtlinje.

Det afslører, at de uddøde theropod-dinosaurer, der producerede fodsporene, i det mindste fulgte det samme overordnede princip, som vi kan se blandt nulevende tobenede dyr.

Men interessant nok var der forskel på måden, hvorpå skridtbredden blev forøget i takt med den stigende hastighed imellem de tre grupper.

Menneskers skridtbredde afslører en brat overgang fra gang til løb. Så snart vi begynder at løbe, bringer vi pludselig vores fødder meget tættere på kroppens midtlinje.

\ Læs mere

Ekstremt velbevaret dinosaur vidner om uhyggelig fortid

Men blandt nulevende fuglearter og de uddøde theropod-dinosaurer observerede vi ikke den samme bratte overgang.

I stedet blev skridtbredden gradvist mindre i takt med den stigende hastighed.

Dette mønster af lighed og kontrast indikerer, at de uddøde theropod-dinosaurer bevægede sig mere som nutidens fugle end som mennesker.

\ Læs mere

Verdens største dinosaurspor fundet i Australien

Desuden er en gradvis eller kontinuerlig ændring i takt med stigende hastighed blevet observeret for mange andre målinger af fremdrift i fugle – såsom skridtlængde og skridtfrekvens.

Fugle har et såkaldt ‘kontinuerligt bevægelsesrepertoire’. Det vil sige, at der rent fysisk ikke er så stor forskel på løb og gang (i modsætning til mennesker), og at de skifter fra gang til løb uden brat overgang eller problemer.

De uddøde theropod-dinosaurer, der satte fodsporene, havde sandsynligvis en tilsvarende kontinuerlig bevægelsesadfærd.

En bedre forståelse

Forskningen ændrer vores syn på theropodernes bevægelser på tre afgørende måder.

• Kontinuerlig bevægelsesadfærd gjorde det muligt for theropoderne at løbe hurtigere, mens de samtidig opretholdt stabilitet og dermed reducerede belastninger på både knogler og muskler.
• Den unikke bevægelsesadfærd, der karakteriserer nutidens fugle, og som måske delvis er nedarvet fra deres theropodforfædre, afslører flere ligheder mellem fugle og dinosaurer end tidligere antaget.
• Studiet hjælper os med at danne et mere præcist billede af, hvilke dyr disse uddøde theropoder var, mens de stadig var i live.

Vi ved nu, at side-til-side kropsbevægelser var afgørende for theropod-dinosaurernes bevægelsesadfærd, fordi de øgede stabiliteten i løbet af vandringerne, og at theropoderne ikke bare gik og løb som menneskerne.

Denne bevægelsesadfærd, der fandtes blandt dinosaurer og blandt nutidens fugle, spiller muligvis også en afgørende rolle ved at optimere synet, fordi det øger stabiliteten af hovedet; især i lodret retning.

Det er vigtigt, hvis vi ønsker at skabe biomekaniske modeller af theropodernes bevægelser, som eksempelvis af T. rex, for kunne svare på spørgsmål som eksempelvis maksimal hastighedskapacitet eller udholdenhed.

Det er afgørende, hvis vi ønsker at sikre, at dinosaurerne bliver skildret præcist i film, animation, computersimuleringer og andre former for populærkultur.

Christofer Clemente modtager støtte fra ARC DECRA Fellowship. Peter Bishop modtager støtte fra den australske regering (Research Training Stipend) og International Society of Biomechanics (Matching Dissertation Grant). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.