Ryk sammen folkens, universet er blevet mindre. 320 millioner lysår mindre for at være præcis.  

I hvert fald hvis man skal tro to amerikanske fysikere, som har fået accepteret deres artikel om opdagelsen i det videnskabelige tidsskrift Advances in Astrophysics.

»En forskel på 320 millioner lysår er peanuts på den kosmiske skala, men det gør da det kendte univers en lille smule hyggeligere,« skriver en af forfatterne Nick Tomasello i et blogindlæg på Medium.com, hvor forskerne løfter sløret for opdagelsen.

Nick Tomasello er bachelor i fysik ved University of the Sciences in Philadelphia i USA, og har i samarbejde med professor i fysik fra samme universitet Paul Halpern regnet sig frem til, at vores opfattelse af universets udbredelse skal justeres lidt. 

Europæisk satellit gav nye data

I blogindlægget beskriver Nick Tomasello, hvordan forskerne har brugt data fra blandt andet den europæiske Planck-satellit til at korrigere en tidligere beregning af universets synlige grænse.

»Her fandt vi, at det observerbare univers faktisk er 0,7 procent mindre, end vi troede,« skriver han.

Fra at være 91,32 milliarder lysår i diameter er universet nu 90,68 milliarder lysår i diameter. I kilometer svarer det til den nette sum af cirka 8,5 quadrillioner kilometer, hvilket også skrives som 8,500.000.000.000.000.000.000.000 kilometer.

Den tidligere antagelse på de 91,32 milliarder lysår blev udregnet tilbage i 2003 af blandt andet professor i astrofysik ved Princeton University Richard Gott III.  

Paul Halpern og Nick Tomasello har brugt nye data fra Planck-satellitten, og de er mere præcise end de gamle, skriver de i blogindlægget.

Fortæller om universet via mikrobølger

Planck-satellitten er den yngste i en satellit-søskendeflot på tre, som alle måler den kosmiske baggrundsstråling af mikrobølger. COBE-satelliten blev opsendt i 1989, WMAP-satellitten kom afsted i 2001, og til sidst fulgte Planck-satellitten i 2009.

Satellitternes målinger afslører variationer i baggrundsstrålingen, hvilket hjælper rumforskerne med at forstå, hvordan universet har set ud i tidligere tider. Planck-satellitten er den mest præcise i og med, at den er den mest opdaterede. 

Forskellen i præcision kan ses på billedet, som viser samme udsnit af himlen set som mikrobølger. 

Forskellen er tydelig, når man ser på præcisionen i målinger af mikrobølger fra WMAP-satellitten og den nyere Planck-satellit. COBE-satellitten fra 1989 er ældst og mest upræcis af de tre. (Foto: NASA)

Dansk rumforsker: Sjovt, men ikke overraskende

Selvom det kan lyde vildt, at universet er blevet mindre, tager professor Johan Fynbo nyheden med et gran salt. Han er rumforsker på Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet og har læst forskernes blogindlæg.   

»Da jeg læste det, tænkte jeg, at det er en sjov historie, men jeg tænkte også, at den statistiske usikkerhed omkring afstandsforskellen muligvis er større end forskellen selv,« siger han.

»Så det betyder sandsynligvis ikke det helt store.«   

Ifølge Johan Fynbo er det kun naturligt, at grænserne bliver rykket lidt frem og tilbage, jo mere data rumforskerne får at regne på.

»Når der kommer ny data, som man her har fået med Planck satellitten, vil værdierne flytte sig lidt, men sjældent ret meget,« siger han.

Derfor tror Johan Fynbo også, at man trygt kan forberede sig på at få opdateret afstanden til universets kant flere gange i årene fremover. Det rykker altså ikke det helt store ved rumforskningen, siger han.

Universet har stadig samme størrelse

Samtidig er det uhyre vigtigt at forstå, at der er er forskel på at tale om det synlige univers og om hele universet, fortæller Johan Fynbo.

»Generelt giver det faktisk ikke mening at tale om universets størrelse. Det kunne i princippet være uendeligt stort,« siger han.

»Det, forskerne her har beskrevet, er en ændring i afstanden til den grænse, hvortil vi kan observere universet, ikke selve universets størrelse.«

En rejse til universets synlige grænse er en rejse tilbage til tidens oprindelse. (Foto: Shutterstock)

Den grænse er en rejse tilbage i tiden, fortæller Johan Fynbo. Til dengang universet blev skabt.

»Vi kan ikke se længere ud i rummet, end lyset har kunnet tilbagelægge på 13,8 milliarder år for at nå frem til vores satellitter. Fordi Big Bang skete for 13,8 milliarder år siden, har lyset altså kunnet rejse 13,8 milliarder lysår. Det er grænsen for, hvad vi kalder ‘Det synlige univers’,« forklarer han.

Det skal dog, ifølge Johan Fynbo, ikke forveksles med den rent fysiske afstand ud til den synlige grænse. Den som forskerne nu har beregnet til 90,68 milliarder lysår.

»De 13,8 milliarder år er en 'tidsafstand'. Vi kan se lys, der har været maksimalt så længe undervejs. Selve afstanden til det sted, hvorfra det lys blev sendt er i dag meget større end 13,8 milliarder lysår, fordi det har fjernet sig fra os med stor fart,« forklarer han.

Hvad er der på den anden side?

Hvad der så er på den anden side af grænsen for det synlige univers, ved man af gode grunde ikke, fortæller Johan Fynbo. Der er simpelthen ikke gået nok tid siden Big Bang, til at lyset har kunnet nå Jorden.

»Der kan derfor være lys på vej fra endnu fjernere ting, som endnu ikke har nået os,« siger han.

Han har dog et bud på, hvad der gemmer sig bag den mystiske grænse:

»Jeg har ikke grund til at tro andet end, at der formodentlig er mere af det samme,« siger han.