LightSail 2: Det er lykkedes rumsonden at ændre sit kredsløb uden brændstof, men med solenergi
rumsonde_lightsail2_solsejl_rummet_rumskib

Rumsonden LightSail 2 har et solsejl, som er hele 32 kvadratmeter stort. (Foto: Josh Spradling)

Kilde: 
01 august 2019

For en måned siden blev rumsonden LightSail 2 sendt i kredsløb om Jorden.

Det er nonprofit-organisationen Planetary Society, som ved hjælp af crownfunding har samlet 7 millioner dollars sammen til at udvikle en teknologi, som gør det muligt 'sejle' i rummet uden brændstof. 

Denne nye form for rumrejse kaldes solsejling, fordi rumsonden er udstyret med et såkaldt solsejl, som bruger Solens stråler til at generere energi og derved bevæge sig i rummet. 

Rumsonden LightSail 2 er netop lykkedes med at ændre sit kredsløb om Jorden, udelukkende ved hjælp af sollys. Det skriver Science Alert

LÆS OGSÅ: Solsejl kan spare os tusindvis af års rumrejse mod stjernerne

LightSail 2 bliver det første rumfartøj til at gøre netop dette. Altså, helt uden brændstof, som vi ellers kender det. 

»Vi er glade for at kunne meddele, at missionen for LightSail 2 har været en succes,« siger Bruce Betts, leder af LightSail-programmet ved Planetary Society. 

Rumsonden har været i kredsløb om Jorden i en måned, og det er kun en uge siden, at den foldede sit 32 kvadratmeter store og ultratynde solsejl ud. 

20 sekunder inde i videoen kan man se, hvordan rumsondens bane løfter sig fra den oprindelige. (Video: ynet)

Siden solsejlet blev foldet ud, har LightSail 2 skubbet sig selv og sin bane om Jorden 1,7 kilometer højere op (længere væk fra Jorden) fra dens oprindelige bane. 

Det har den altså gjort ved hjælp af Solens fotoner (elementarpartikler, red.), som rammer solsejlet og 'hopper' af igen.

»Vores primære mål var at demonstrere kontrolleret solsejling ved at ændre rumsondens bane udelukkende ved hjælp af solen. Noget som aldrig er blevet gjort før,« forklarer Bruce Betts. 

LÆS OGSÅ: Lightsail 1 folder solsejlet ud

Forskere har foreslået at bruge denne teknologi til adskillige forskellige formål: 

Nogen vil søge efter aliens i rummet, nogen vil indsamle data om Solen, mens andre vil bruge teknologien som et advarselssystem mod udefrakommende asteroider. 

Direktør, Bill Nye, for Planetary Society spår, at teknologien uanset hvad har potentiale til noget stort. 

»Teknologien gør det muligt for mennesket at rejse til ekstraordinære steder i vores Solsystem - og måske længere væk end det. Simpelthen, fordi man ikke behøver brændstof. Man behøver ikke de systemer, som skal kontrollere eller håndtere brændstoffet, og man behøver ikke købe brændstoffet,« pointerer han. 

Ifølge planen skal rumsonden LightSail 2 være i rummet i et års tid endnu.  

LÆS OGSÅ: Tilbage til Månen? Her får du både den optimistiske og den pessimistiske fremtidsvision

LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie

mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.