Derfor vil havet stige tre gange så meget i København som i Oslo
Grønlands indlandsis er en velkendt maskot for klimaforandringer, men i Norden er det faktisk Antarktis og Alaska, som har den største indflydelse på havstigningen. Lyder det mærkeligt? Se her, hvordan det hele hænger sammen.
vandstand_stigning_havniveau_havniveauforandringer_havforandringer_global opvarmning_landhævning

Møns Klint i Danmark, hvor stigningen i vandstanden er mere påvirket af istabet i Antarktis end Grønland. (Foto: Thomad D. Mørkeberg/Flickr)

Verdenshavene stiger. Mellem 1850 og 2006 steg de gennemsnitligt med 24 centimer, hvoraf istab i Arktis bidrog til næsten halvdelen.

Efterhånden som mere og mere is forsvinder, forventer vi, at havene kommer til at stige endnu mere.

Hvor meget havene kommer til stige i fremtiden, afhænger af vores udledning af drivhusgasser.

Ifølge den nylige 'Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic'-rapport (SWIPA 2017, der er produceret af forskere fra Arktisk Råds otte medlemslande, og som du kan læse mere om i boksen under artiklen, red.) vil en reduktion af drivhusgasserne på linje med kravene fra klimaaftalen i Paris føre til yderligere 54 centimeters havstigning inden 2100.

LÆS OGSÅ: Ny rapport advarer: Sådan ser Arktis ud om 30 år

Hvis vi ikke gør noget, bliver tallet 74 centimeter.

Hvad i hulen foregår der?

Ligegyldigt hvad der sker, vil havstigningen ikke blive fordelt ligeligt over kloden.

Nogle dele af verden kan allerede se, hvordan deres kystlinjer forandres, mens andre ikke mærker noget til det endnu.

Ser man på tallene, finder man et virkeligt hjernevridende og kontraintuitivt mønster. For eksempel vil istab i Vestantarktis påvirke Skandinavien langt mere, end det vil påvirke Australien, som ligger lige ved siden af.

Og smeltende gletsjere i Alaska bidrager mere til havstigningen omkring de baltiske lande, end indlandsisen på Grønland gør.

Hvad i hulen foregår der? Og hvad skal der ske med vores kystsamfund i fremtiden?

Kilderne til havstigning mellem 1850 og 2005 samt den modellerede stigning fra 2006 til 2100

Kilderne til havstigning mellem 1850 og 2005 samt den modellerede stigning fra 2006 til 2100. Havstigning er udtryk relativt til 2006 og modellen antager, at udledningen af drivhusgasser vil fortsætte uhindret (FN's klimapanels scenarie RCP8.5). 'Skandinaviske glestjere' inkluderer både Island og Svalbard. 'Andre gletsjere' inkluderer alle andre landis-kilder. (Graf: Figur 9.7 i SWIPA 2017)

Smeltende is ændrer Jordens tyngdefelt

Drivkræfterne bag de globale havniveau-forandringer er komplekse (se figurerne både herover og herunder).

For at forstå havniveau-forandringer skal man forstå både konsekvenserne af tab af land-is, men også hvordan Jordens tyngdefelt forandres, når ualmindeligt store vandmasser bliver flyttet rundt på overfladen.

LÆS OGSÅ: Havniveauet vil fortsætte med at stige i 500 år

Ligesom Månen trækker i vandet på Jorden, er indlandsisen i Grønland og på Antarktis også så massive, at deres tyngefelt trækker i det omkringliggende havvand.

Efterhånden som indlandsisen forsvinder på grund af klimaforandringerne, mindskes dens tyngdefelt også. Når det sker, bliver vandmasser, som tidligere var fastholdt til isen, sluppet fri og flyder ud til andre dele af Jorden.

NASA Jet Propulsion Laboratory har netop udgivet et nyttigt program til at visualisere, hvordan byer bliver påvirket af istab i forskellige regioner.

Vandstanden er steget nogle steder og faldet andre

I dag stiger verdenshavene gennemsnitligt med 3,4 millimeter om året.

Men i nogle dele af verden går det meget hurtigere. For eksempel i det vestlige Stillehav omkring ækvator, hvor forandringer i vind- og havstrømme, samt termisk ekspansion på grund af opvarmningen af vandet, er med til at få den lokale havstigning til at ske tre gange hurtigere end det globale gennemsnit.

Andre steder kan havniveauet faktisk falde. For eksempel i egnene omkring smeltende gletsjere og isdækker såsom Grønland og Island.

Her skyldes det den svækkede lokale tyngdekraft og fremskyndede landhævning, som begge er forårsaget af den svindende is. Forestil dig, at du fjerner en tung vægt fra en svamp – så vil overfladen også hæve sig.

Det er derfor, at FN’s klimapanel (IPCC) også refererer til det som ‘havniveau-forandringer’ og ikke blot ‘havstigninger’.

Processerne, der driver havniveau-forandringerne

Processerne, der driver havniveau-forandringerne. Top: Havniveauet stiger, når isen smelter og flyder ud i havet. Midt: Tyngdekraften påvirker det lokale havniveau i områderne både tæt ved istabet (havniveauet stiger) og langt fra (havniveauet falder). Bund: Efter massive istab sker der en landhævning. Det får det lokale havniveau til at falde i forhold til landet. (Illustration: Figur 9.1 fra SWIPA 2017)

Havet stiger hurtigt ved Helsinki, men slet ikke i Reykjavik

Satellitter har målt havenes højde siden 1993, og de data er nu vores bedste redskab til at estimere havniveau-forandringer.

Her i Skandinavien svinger forandringerne mellem ingen stigning i Reykjavik til en stigning på halvanden gange det globale gennemsnit i Helsinki.

Du kan se, hvordan de andre skandinaviske byer bliver påvirket i figuren nedenunder.

LÆS OGSÅ: Havstigningerne accelererer - og Grønlands iskappe er den store motor

Havniveau-forandringerne i kombination med tab af landis er ansvarlige for de voldsomme forskelle.

Reykjavik påvirkes af istabet i både Grønland og Island, så den lokale tyngdekraft bliver svækket. Den svækkelse er nok til at modvirke alle andre kilder til lokalt havniveau-stigning.

Men i Helsinki, som ligger uden for det svækkede tyngdefelt, kommer Grønlands årlige istab på 8.400 tons til at bidrage væsentligt til havniveau-stigningen.

Gletchere i Alaska påvirker de baltiske lande mere, end Grønland gør

Det virker helt ulogisk, at jo tættere man er på den smeltende is, des mindre indflydelse vil det have på havniveauet.

Men når det kommer til tyngdekraftens redistribuering af havmassen, er det altså ismasserne længst væk fra en selv, som man skal holde øje med.

LÆS OGSÅ: Første videnskabelige evidens: Havstigning har slugt fem Stillehavs-øer

Selvom ‘forholdsvist nære’ Grønland er ansvarlig for -2 til 7 procent af lokale havniveau-forandringer i Østersøen, er Antarktis ansvarlig for 10 til 12 procent af al havniveau-stigning.

I Østersøen er det faktisk skarerne af små gletsjere i Alaska, som kontribuerer mere til de lokale havnieau-stigninger end hele Grønlands massive isdække.

Mærkeligt, ikke?

Sådan noget fysik vrider virkelig hjernen rundt. Resultatet er, at landmasserne omkring ækvator – som er længst væk fra begge isdækker – kommer til at modtage et dobbelt uppercut: Forøget havmasse fra både istab og svagere tyngdekraft i de højere breddegrader.

København bliver hårdere ramt end Oslo

Skuer man mod fremtiden, som du kan gøre i figuren nedenfor, står det klart, at de skandinaviske byer heller ikke kommer til at mærke de samme havniveau-forandringer.

Tag bare Oslo og København: Selvom der kun er 600 kilometer mellem de to byer, bliver vandmasserne omkring dem påvirket meget forskelligt.

LÆS OGSÅ: Havniveauet ved østkysten af USA stiger fire gange hurtigere end det globale gennemsnit

Under det såkaldte 'business-as-usual'-scenarie (FN’s klimaråd kalder det RCP8.5 – her antages det, at udledningen af drivhusgasser fortsætter med at vokse uhindret), er der 50 procent sandsynlighed for, at havet stiger med 22 centimeter omkring Oslo.

Men i København er den samme 50 procent sandsynlighed forbundet med mere en 68 centimeters havstigning – altså, tre gange så meget som i Oslo.

Ser man på de mere alvorlige – men mindre sandsynlige – projektioner, er der fem procent risiko for, at havniveauet vil være steget med mere end 112 centimeter i Oslo og 161 centimeter i København omkring 2100.

Grunden til, at København bliver hårdere ramt end Oslo, er kompliceret. Men det har primært at gøre med, hvad vi har diskuteret ovenfor: Forskellige grader af landhævning og forandring i byernes lokale tyngdekraft.

Antarktis har stor indflydelse på Skandinavien 

Det kan være svært at måle havniveau-forandringer – selv over et forholdsvis lille område som Østersøen.

Og der er mindst én yderligere komplikation, som ligger på lur lige om hjørnet.

En forskningsartikel vakte for nylig stor opsigt og debat over truslen fra en proces kendt som ‘marine iskapper-ustabilitet’ i Antarktis.

Konceptet er relativt simpelt: En stor del af det vestlige Antarktis’ isdække hviler på undergrund, som hælder væk fra havet.

Computer-simuleringer viser, at når en gletsjer begynder at trække sig tilbage på sådan en hældning, kan tilbagetrækningen være umulig at stoppe.

Én ting er sikker

Klimaforskere diskuterer nu, om sådan en ustoppelig tilbagetrækning allerede er begyndt for nogle af gletsjerne i Antarktis.

Den seneste IPCC rapport konkluderede, at havniveau-stigninger forårsaget af sådan en proces »ikke kan kvantificeres præcist,« men formentlig vil bidrage med »adskillige tiendedele af en meter« til den globale havstigning inden 2100.

Denne ‘kendte usikkerhed’ svarer cirka til højden på dit køkkenbord.

LÆS OGSÅ: 1.000 års tilbageblik på havniveauet

Og selvom der er en masse diskussion og usikkerhed omkring gletsjerne i det vestlige Antarktis, er en ting sikker:

Lige meget, hvad der sker i det fjerne Vestantarktis, kommer det til at have større konsekvenser for Danmark og det øvrige Skandinavien end det mere nære Australien.

Ingen ved, hvor meget Antarktis vil påvirke os

Fysikken bag de globale havniveau-forandringer, som kan synes umulig og ulogisk, betyder, at der vil være enorme regionale variationer i nutidige og fremtidige forandringer.

Derfor kan det være svært – selv for klimaforskere – at vurdere forandringerne i havniveauet.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Skandinaviske forskere arbejder hårdt på at forstå den bagvedliggende fysik bedre, så de kan forudsige fremtiden med større sikkerhed.

Men selvom vi kan bruge vores nuværende viden om fysik og karbonforurening og vurderer, at det for eksempel er 'sandsynligt' (med 66 procent sikkerhed), at Stockholm vil opleve en havstigning på op til 60 centimeter inden 2100, så ligger Antarktis stadig og truer i baggrunden.

Og ingen – ikke engang IPCC – kan forudsige, hvordan Antarktis kommer til at påvirke os i løbet af det næste århundrede.  

Oversat af Kristian Secher. Denne artikel kan læses på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic her

Rapporten ‘Snow, Water, Ice and Permafrost Assessment’ (SWIPA)

Rapporten ‘Snow, Water, Ice and Permafrost Assessment’ (SWIPA) undersøger, hvordan havniveauet påvirkes af klimaforandringerne for gletsjerne og isdækkerne.

SWIPA estimerer at det globale havniveau steg med 24 centimeter mellem 1850 og 2006. Forandringer i Arktis var ansvarlige for 48 procent af den stigning.

Hvis vi ikke stopper udledningen af drivhusgasser, men bare fortsætter som ‘business-as-usual’ (RCP8.5), vil havene stige med yderligere 74 centimeter inden 2100. 

Holder vi os derimod til retningslinjerne fra Klimaaftalen i Paris (RCP4.5), begrænses havstigningen til 54 centimter.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

ForskerZonen Live Medicinsk Museion robotter
26/09 kl. 14:00
Oplægsholder
Adresse
Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.
I samarbejde med