Derfor stopper en vrimmel af tusindben toge i Japan hvert ottende år
tusindben tog livscyklus

Et tusindben fra en anden art end tog-tusindbenet, men med samme gener. (merec0/Wikimedia/CC BY 2.0)

Et tusindben fra en anden art end tog-tusindbenet, men med samme gener. (merec0/Wikimedia/CC BY 2.0)

Kilde: 
14 januar 2021

Hvert ottende efterår i Japan vrider tusindvis af tusindben sig op af skovmulden og bevæger sig over skinnerne, så togene må stoppe.

Nu har et halvtreds-år langt projekt fundet en forklaring på det underlige fænomen.

Tusindbenene gemmer sig under jorden de resterende syv år. Det tager dem nemlig så lang tid at gå fra æg-stadie til kønsmoden, lyder svaret.

Det skriver ScienceAlert.

Dermed er tusindbenet Parafonteria laminata armigera den eneste kendte art, udover cikader, der har en stadieinddelt livscyklus af så lang en længde.

togtusindben japan sværm

Hvert ottende år kommer store sværme af tusindben op fra jorden og ødelægger den lokale togtrafik i Japan (Foto: K. Niijima)

Studiets hovedforfatter og økolog, Keiko Niijima, undersøgte jorden ved Yatsy-bjerget og Yanagisawa mellem 1 og 5 gange om året stort set hvert år siden 1972 og frem til 2016.

Her undersøgte forskerne jordlag i først 0-5 centimeters dybde ved at vende jorden op på en plastikflade og udførligt indsamle tusindben med en pincet.

Proceduren blev gentaget i 5-10, 10-15 og 15-20 centimeter dybde.

På den måde fandt forskerne frem til, at tusindbenene havde syv larve-stadier i deres opvækst, at de hvert år er i hi om vinteren og modnes henover sommeren - under jorden.

tusindben tog livscyklus

Et tusindben fra en anden art end tog-tusindbenet, men med samme gener. (merec0/Wikimedia/CC BY 2.0)

I det ottende år ser tusindbenene så dagens lys i september og oktober for at samle føde.

Om vinteren går de atter i hi, for så at parre sig i det tidlige forår. Hunnerne lægger op mod 400-1.000 æg, inden alle de voksne tusindben dør.

Og sådan starter endnu otte år for de japanske tusindben.

Tusindben-cyklussen er ikke synkroniseret på tværs af kuld. Forskerne kender til syv forskellige laverkuld i de japanske skove, der forstyrrer hver deres togstrækning med årelange intervaller. Og historiske kilder viser, at de i hvert fald har gjort det siden 1910.

Fundet kan pege i retning af, at der findes mange flere arter med den mærkværdige livscyklus, som vi ikke kender til. 

Måske fordi de gemmer sig i årevis under os.

Studiet er udgivet i Royal Society Open Science.




tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.