Hvis du nogensinde har forsøgt at stå på ét ben rigtig længe, ved du sikkert, at det hurtigt bliver hårdt. Men sådan er det ikke for flamingoen. Den klarer det så godt, at den faktisk sover stående på bare et af sine ben.
Det har længe undret forskerne, hvordan fuglen kan holde sig oppe på sit tynde ben så længe, og nu har de fundet et svar. Det skriver Independent.co.uk.
Det viser sig, at flamingoer holder balancen meget bedre på ét end på to ben, og at de bruger mange flere muskler, når de har begge ben plantet på jorden samtidig.
Det var forskere fra Georgia Institute of Technology, der besluttede sig for at undersøge sagen, og de valgte at kigge på den teori, der siger, at muskler bliver trætte, når man bruger dem.
Det betyder, at andre arter – som mennesker eller andre dyr – er nødt til at skifte ben, hvis de skal stå på ét ben længe, fordi det begynder at gøre ondt i benet. Derfor, tænkte forskerne, er denne mekanisme måske sat ud af kraft hos flamingoen.
For at finde svaret gik forskerne praktisk til værks og lånte to døde flamingoer fra den lokale zoo. Fordi de var døde, var musklerne ikke længere aktive, og ved hjælp af skruetvinger holdt de flamingoen i oprejst position og tog tid på, hvor længe benet kunne holde den døde flamingos krop i luften.
Derefter undersøgte forskerne levende flamingoers adfærd på henholdsvis et og to ben og dissekerede flamingoben for at kigge på deres struktur.
Og her viste det sig altså, at flamingoen står bedst på ét ben, fordi den både svajer mere og bruger flere muskler, når den har begge ben på jorden samtidig.
Led og muskler i benet på flamingoen bliver nærmest låst fast, når den placerer sin krop på en bestemt måde over benet, og så behøver den ikke bruge musklerne specielt meget.
sj