En diskussion, der har stået på blandt astronomer i lang tid, er den, der handler om Planet 9. Findes der virkelig en niende planet, der er i kredsløb om Solen ligesom Jorden, blot meget, meget længere væk, eller er det en myte?
Et nyt studie underbygger teorien om, at den er derude et sted.
Ved at kigge på satellitten IRAS’ data fra 1983 fandt astronomen og forfatteren bag studiet, Michael Rowan-Robinson fra Imperial College London i England, tre punkter, der faktisk kan vise sig at stamme fra Planet 9 – og potentielt hjælpe med at finde ud af, hvor (og om) den er.
Michael Rowan-Robinson klapper dog hesten og skriver i studiet, at det ikke er bevist, at de tre punkter er en regulær opdagelse af planeten.
Dataene er af dårlig kvalitet, det stammer fra meget tæt på IRAS’ synsfelts grænse, hvilket reducerer dataenes pålidelighed, og det er fra et sted på himlen, hvor den type infrarød satellit har svært ved at få data fra.
Samtidig har bedre og mere moderne teleskoper – blandt andet Panoramic Survey Telescope, der opererede i 2008 – ikke været i stand til at finde lignende data, der kunne underbygge teorien om, at de tre punkter stammer fra Planet 9.
Men Michael Rowan-Robinson siger samtidig, at hvis dataene skulle vise sig at stamme fra planeten, kan de bruges til først og fremmest at bekræfte dens eksistens og dernæst til rent faktisk at lokalisere den.
Planet 9 befinder sig dog teoretisk set 400-800 astronomiske enheder væk fra Solen. En astronomisk enhed er den gennemsnitlige afstand mellem Solen og Jorden, og for lige at sætte det i perspektiv er dværgplaneten Pluto cirka 40 astronomiske enheder væk fra Solen.
\ Læs mere
Det er en voldsomt stor afstand, der også betyder, at planeten vil være meget kold og ikke vil reflektere særlig meget sollys, hvilket gør det væsentligt mere besværligt at finde den.
IRAS er dog teoretisk set i stand til at registrere Planet 9. Derfor satte Michael Rowan-Robinson sig for at genanalysere de snart fire årtier gamle data ved at bruge parametre, der kunne passe med Planet 9.
I 1983 i månederne juli, juni og september fandt Michael Rowan-Robinson noget, der ligner et stort objekt, der bevæger sig over himlen – måske Planet 9.
Netop det faktum, at man kunne se objektets skiftende position mellem de tre måneder, gav ham en mulighed for at opdatere oplysningerne om Planet 9.
Hvis det viser sig, at dataene rent faktisk stammer fra Planet 9, har den således en masse, der er 3 til 5 gange større end Jordens, og den er ikke 400-800 astronomiske enheder væk fra Solen, som man ellers har troet, men snarere 225 astronomiske enheder.
Derudover kan opdagelsen også give astronomer en idé om Planet 9’s kredsløb om Solen og derfor, hvor den potentielt befinder sig henne i dag.
Hvis det viser sig, at dataene stammer fra Planet 9, er det intet mindre end en sensation, men visse forskere er mere selvsikre end andre. Blandt andet har nogle estimeret, at vi finder den inden for de næste 10-15 år, hvilket Videnskab.dk har skrevet mere om her.
jso