De fleste dyr foretrækker at arbejde for føden – bare ikke katte
Dyr arbejde for føden ikke katte

De fleste dyr har en iboende tendens til at arbejde for deres næste måltid. Men katte skiller sig ud. (Foto: Shutterstock)

De fleste dyr har en iboende tendens til at arbejde for deres næste måltid. Men katte skiller sig ud. (Foto: Shutterstock)

11 august 2021

Når katte får valget imellem at spise et frit tilgængeligt måltid i en skål og at skulle 'arbejde' for føden, foretrækker de det gratis måltid.

Det konkluderer amerikanske forskere fra University of California, Davis (UC Davis) i et nyt studie, skriver UC Davis i en pressemeddelelse.

Resultatet er måske ikke en overraskelse, især ikke for katteejere, men det er faktisk usædvanligt i dyreriget, fortæller forskerne.

»Der er en større mængde forskning, der viser, at de fleste arter, inklusiv fugle, gnavere, ulve og primater – selv giraffer – foretrækker at arbejde for føden,« siger studiets hovedforfatter, adfærdsbiolog Mikel Delgado, i pressemeddelelsen fra UC Davis.

»Det overraskende er, at ud af alle disse arter, lader katte til at være de eneste, der ikke viser en stærk tendens til at 'contrafreeloade',« fortsætter hun.

Det engelske begreb 'contrafreeload' ('contra' = imod, 'freeload' = nasse/snylte) beskriver i fagsproget mange dyrs iboende tendens til at søge mod det måltid, der på en eller anden måde udfordrer dem.

katte foretrækker nemme måltider ikke arbejde for føden

Kattene fik valget imellem en foderautomat, der gav dem en let udfordring, eller en tallerken, der ikke udfordrede dem. (Foto: Mikel Delgado/UC Davis)

I studiet udførte forskerne et forsøg med 17 katte, der fik valget imellem enten at trække maden ud af en let udfordrende foderautomat, der kan købes som aktivitetslegetøj, eller at spise direkte fra en tallerken.

»Det var ikke sådan, at kattene aldrig brugte foderautomaten, men kattene spiste mere fra tallerkenen, brugte mere tid ved tallerkenen, og tallerkenen var oftere deres første valg til at nærme sig og spise fra,« fortæller Mikel Delgado i pressemeddelelsen fra UC Davis.

Men hvorfor vælger katte, modsat de fleste andre dyr, oftere den lette vej til et måltid?

Dovenskab kan ikke forklare fænomenet, mener forskerne bag det nye studie.

Kattene bar nemlig også aktivitetsmålere, og de mere aktive katte valgte lige så ofte tallerkenen som de mere passive katte.

Hvorfor katte foretrækker et gratis måltid, har forskerne altså foreløbig ikke et svar på.

Men resultatet skal ikke tolkes sådan, at katte ikke får fornøjelse ud af aktivitetslegetøj, understreger forskerne bag studiet.

Det nye studie er udgivet i tidsskriftet Animal Cognition.

on
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.