Danske kommuner dumper WHO-krav: Se luftforureningen i din kommune
Luftforurening, analyse, forskere

Der er lang vej til ren luft i flere kommuner, hvis de nye anbefalinger fra WHO skal følges. (Foto: Shutterstock)

Der er lang vej til ren luft i flere kommuner, hvis de nye anbefalinger fra WHO skal følges. (Foto: Shutterstock)

15 november 2021

WHO er kommet med nye anbefalinger for grænseværdier for luftforurening, og det sætter flere danske kommuner i et dårligt lys. 

Det drejer sig om to former for sundhedsskadelig luftforurening, som flere kommuner ifølge de nye grænseværdier nu har for meget af: Forurening med fine partikler under 2,5 mikrometer og forurening med kvælstofdioxid, også kaldet NO2

Det skriver Københavns Universitet. 

De nye anbefalinger fra WHO lyder, at grænseværdien for førstnævnte - de fine partikler - der blandt andet kommer fra brændeovne og transport, justeres fra 25 ug/m3 (mikrogram per kubikmeter luft) til 5 ug/m3. Ifølge forskere fra Københavns Universitet ligger stort set alle danske kommuner over 8 ug/m3. 

For udledningen af kvælstof, der særligt kommer fra dieselmotorer, lå grænseværdien fra WHO før på 40 ug/m3, men ændres med de nye anbefalinger nu til 10 ug/m3. Ifølge forskere fra Københavns Universitet er tallet for de mest trafikerede gader i København mellem 30 og 40 ug/m3, mens de største danske byer ‘konsekvent’ ligger over 11 ug/m3, skriver Københavns Universitet. 

Det er velkendt, at for høj luftforurening fører en stribe af dårligdomme med sig, herunder KOL, lungekræft og astma. Nyere studier viser imidlertid også, at der er sammenhæng mellem luftforurening og sygdomme uden for lungerne, skriver Københavns Universitet 

Ifølge Zorana Jovanovic, Professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, viser de nye grænser, at der endnu er langt til mål for Danmark, når det kommer til luftforurening. 

»Forhåbentlig betyder det, at politikere på alle niveauer vil gøre deres for at nedbringe luftforureningen. Lige fra lovgiverne i Bruxelles og til de lokalpolitikere, vi vælger ind her i november måned,« siger Zorana Jovanovic, ifølge Københavns Universitet. 

Du kan tjekke forureningen i dit eget nabolag ved hjælp af det nedenstående kort, der er udviklet af forskere fra Aarhus Universitet. På den interaktive version af kortet kan du blandt andet zoome ind og skifte forureningstype.

Farverne indikerer koncentrationen af kvælstofdioxid (NO2) i atmosfæren målt i 2019. Du kan zoome ind ved at gå til det interaktive kort. (Kort: DCE – NATIONALT CENTER FOR MILJØ OG ENERGI / Aarhus Universitet)

Rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.