Dansk studie: Fysisk aktivitet sænker risikoen for urinvejsinfektioner
Kilde: 
21 oktober 2016

Hver anden kvinde bliver ramt af urinvejsinfektion mindst én gang i livet, og for rigtig manges vedkommende vender sygdommen tilbage efter kort tid. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Men ny dansk forskning viser, at man nemt kan sænke risikoen for urinvejsinfektioner betragteligt med blot et beskedent niveau af fysisk aktivitet. Det meddeler Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

»Hvis du spadserer eller cykler fire timer om ugen, viser studiet, at dette er relateret til en 21 procent lavere risiko for formodede bakterielle urinvejsinfektioner. Og er du oppe at dyrke motionsidræt fire timer om ugen, er dette relateret til hele 32 procent lavere risiko,« forklarer Kathrine Pape Madsen, der er kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet.

Det er hende, der står bag studiet, som er publiceret i tidsskriftet Medicine & Science in Sports & Exercise. Det er baseret på data fra 18.874 respondenter og udført ved hjælp af spørgeskemaer og samkøring af registre over antibiotikaudskrivninger.

»At vi nu har en viden om denne sammenhæng gør, at vi kan begynde at bruge den viden til at interessere os for egentlig forebyggelse af de her bakterielle urinvejsinfektioner. Der har tidligere været forsket meget i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og virusinfektioner, men ikke sammenhængen med de bakterielle infektioner, som ofte er langt alvorligere,« siger Kathrine Pape Madsen.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.