60.000 vinduer til fortiden: Dansk museum erhverver gigantisk samling af rav
10 januar 2019

En dansk kvinde har gennem 40 år samlet intet mindre end 60.000 stykker rav. Samlingen udgør en af verdens største private samlinger af baltisk rav.

I forskningsøjemed er ravsamlingen som et skatkammer ind i en forhistorisk tidslomme, og nu kan Statens Naturhistoriske Museum glæde sig over, at en række fonde har opkøbt de 60.000 stykker rav til museet.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

baltisk rav fund

Her ses en myg fanget i baltisk rav, som er den type rav, den private samling består af. Baltisk rav blev dannet for 35-40 millioner år siden, når træer dryppede harpiks i havet. Gennem tiden blev insekter og andet biologisk materiale fanget i harpiksen, som i dag typisk kan findes langs den jyske vestkyst. (Foto: Anders Damgaard)

Det betyder, at de nu kan undersøge, om ravet gemmer på spændende nye arter eller ny viden om det daværende økosystems struktur og ikke mindst klimaudvikling i de seneste 30-40 millioner år.

»Selvom der gennem mange år er blevet forsket i baltisk rav, er jeg slet ikke i tvivl om, at den nyerhvervede samling indeholder mange nye arter, der endnu ikke er beskrevet. Vi har så at sig fået endnu flere vinduer til fortiden, og det glæder jeg mig utroligt meget til at kigge nærmere på,« siger lektor og kurator Lars Vilhelmsen fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Når ravet er blevet undersøgt skal det udstilles sammen med museets eksisterende ravsamling.

Hvis det lykkes forskerne at identificere nye arter, kan en kendt dansker måske se frem til at få opkaldt et insekt efter sig.

Det er nemlig ikke usædvanligt, at nyopdagede insekter bliver opkaldt efter kendte personer, for eksempel billen Benny Andersen (med det latinske navn Themus bennyianderseni), som du kan læse om i denne artikel. I artiklen kan du også finde en liste over andre biller, der er opkaldt efter kendisser.

Sjældent rav fund Baltisk

Yderst sjældent edderkoppeæg i spind-pose fanget i baltisk rav. (Foto: Anders Damgaard)

Det er Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og VILLUM FONDEN, der har opkøbt samlingen til museet.

viw

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.