Dansk forskning nomineret til årets gennembrud: Opdagede kæmpe meteorkrater
Du kan afgive din stemme i konkurrencen, der afholdes af et af verdens mest anerkendte tidsskrifter.

Opdagelsen af det første store meteorkrater under Grønlands is blev nomineret som årets gennembrud i Science. (Illustrationer: Carl Tofte og Statens Naturhistoriske Museum)

I november måned løftede danske forskere sløret for en stor opdagelse. De havde opdaget et stort krater på 31 kilometer i diameter under Hiawatha-gletsjeren i det nordvestlige Grønland.

Forskerne mener, at krateret skyldes en kæmpe jernmeteorit på intet mindre end 12 milliarder ton, der måske har ramt relativt for nylig i geologisk forstand - den kan nemlig have slået ned så sent som for 12.000 år siden.

Det lyder vildt, og det synes et af verdens mest anerkendte tidsskrifter, Science, tilsyneladende også. Science har nomineret studiet til årets gennembrud.

»Det føles ret vildt, for det er ikke længe siden, vi udgav studiet. Men det har fået enorm opmærksomhed ude i verden. Det er en stor anerkendelse at være på den liste,« siger en glad Kurt H. Kjær, der er førsteforfatter på studiet og professor ved Københavns Universitet og kurator på Statens Naturhistoriske Museum.

Du kan nu gå ind og stemme på det danske forskningsresultat - men skynd dig, for afstemningen lukker torsdag d. 6 december.

Meteorittens enorme kraft kan have ændret klimaet

Studiet er oppe mod 11 andre imponerende studier - heriblandt 500 millioner år gamle tegn på verdens første dyr, kortlæggelse af fluens hjerne og opdagelsen af neutrinoer fra fjerne galakser.

Men det danske studie er i den grad også med i feltet, for opdagelsen er ikke bare stor i fysisk forstand, men også i de mulige konsekvenser.

Med sine 31 kilometer i diameter er det 'nye' krater blandt de 25 største i verden, og det kan ikke udelukkes at have haft betydning for den sidste istids afslutning.

»Meteoritten har vejet omkring 12 milliarder ton og har udløst, hvad der svarer til 47 millioner gange Hiroshima i energi. Et nedslag i den størrelsesorden har stort potentiale til at ændre klimaet,« sagde professor ved Københavns Universitet og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum Kurt H. Kjær om opdagelsen til Videnskab.dk i november.

Han mener, at studiet især har fået opmærksomhed på grund af opdagelsens størrelse.

»Det er sjældent, at man finder noget i den størrelsesorden i dag, hvor vi tager billeder og overflyver alt. Og så er der jo det fascinerende ved opdagelsen, at den måske kan løse en del af puslespillet omkring afslutningen af den sidste istid,« siger Kurt H. Kjær til Videnskab.dk.

Engelsk professor kom med stor ros

Krateret blev blandt andet opdaget ved hjælp af radar-målinger foretaget gennem isen fra fly, og både metode og opdagelse imponerede den engelske geologiprofessor, som læste studiet igennem for Videnskab.dk.

»Det her er et fantastisk studie! Meget spændende. Jeg havde godt hørt om det, men det er endnu bedre, end jeg troede,« sagde Adrian Jones, der er tilknyttet University College London, til Videnskab.dk.

Vi er på Videnskab.dk enige med Adrian Jones, og vi krydser fingre for afstemningen. Husk at stemme inden 6. december.

De nominerede er...

Blandt de 12 nominerede er både forskningsresultater og begivenheder, som har fået stor betydning for forskningen i år 2018.

De første fire kan du læse nærmere om her på Videnskab.dk, mens de øvrige beskrives kort på Sciences egen side.

  1. Ny form for astronomi: Fysikere fanger neutrino fra fjern galakse
  2. Forskere finder første barn af to forskellige menneskearter
  3. Nu har rumteleskopet Gaia kortlagt Mælkevejen i 3D
  4. Kæmpe krater opdaget: Meteorit ramte Indlandsisen med kraft som 47 mio. Hiroshima-bomber
  5. RNAi: Værktøj, der stopper genreaktioner
  6. #MeToo gjorde en forskel
  7. Kortlægning af genudtryk i fostre fra zebrafisken
  8. Afsløring af, hvilke redskaber celler bruger til at holde styr på flydende indhold
  9. Elektron-mikroskop afslører den præcise form af små organiske molekyler
  10. Kortlæggelse af en flues hjerne
  11. 500 millioner år gammelt kolesterol afslører verdens første dyr
  12. DNA-database afslører mordere

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.