Dansk forsker finder 18 nye 'pelikan-edderkopper' i Madagaskars regnskove
En underlig og ældgammel gruppe edderkopper, som forskerne allerede én gang har erklæret uddød, lever stædigt videre dybt inde i regnskovene, hvor de praktiserer en drabelig fangstmetode.

Et hold edderkoppeforskere skulle ikke vende tomhændet hjem fra deres seneste togt.

Tværtimod kunne de efter hjemkomsten fremvise hele 18 nye arter af de såkaldte 'pelikan-edderkopper'.

Fundet af de nye arter skete på den østafrikanske ø Madagaskar og sender det samlede antal kendte arter af pelikan-edderkopper op på 90 styks.

Blandt de opdagelsesrejsende var blandt andre en dansk edderkoppeforsker, som sammen med sine kollegaer netop har publiceret de nye opdagelser i et studie i tidsskriftet Zookeys.

Pelikan-edderkoppen i tal
  • Man kender på nuværende tidspunkt til tre af pelikan-edderkoppens levesteder: Madagaskar, Sydafrika og Australien.
  • På verdensplan er der fundet 72 pelikan-edderkopper.
  • Med de 18 nye er vi oppe på 90 kendte arter.
  • Pelikan-edderkopperne udgør kun en brøkdel af den globale edderkoppediversitet, som omfatter omkring 45.000 arter.

Fundet første gang i et stykke rav

Pelikan-edderkopperne blev opdaget for første gang i midten af 1800-tallet, indlejret i et stykke rav fra Baltikum.

Men lang tid senere fandt man dem i live på Madagaskar.

»Det var en stor overraskelse, fordi man troede de var uddøde. Men siden har vi forsøgt at kortlægge udbredelsen af disse 'levende fossiler', og vi har været på feltarbejde på øen i flere omgange for at lede efter edderkopper,« siger Nikolaj Scharff til Videnskab.dk.

Han er professor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og én af forskerne bag edderkoppefundet.

Hvad der gør disse små, usædvanligt udseende edderkopper interessant for forskerne, skal vi se nærmere på her.

Pelikanedderkop Madagaskar feltarbejde edderkopper

En pelikan-edderkop set fra siden. Hovedet er adskilt fra forkroppen af en abnormt lang hals. Fra hovedet udspringer to kæber med giftkroge, der minder om næbbet på en pelikan. Med en størrelse på knap 1 cmer arten E. workmani på billedet her den største art af pelikanedderkopper, man kender til. (Foto: Hannah Wood / National Museum of Natural History, Smithsonian Institution)

 

Ligner en pelikan set fra siden

Som navnet antyder, har edderkoppen fået sit navn, fordi den ligner en miniature-pelikan set fra siden, hvilket i sig selv er ret sært, hvis man spørger Nikolaj Scharff.

»Hvis du kigger på en husedderkop, har den en bagkrop og en forkrop, hvor øjnene sidder fortil lige over munden. Men hos pelikan-edderkoppen er hovedet og øjnene blevet forlænget med en lang hals, ligesom på en giraf, og da munden sidder nederst ved halsen, er munddelene usædvanligt lange og udstyret med giftkroge for enden,« forklarer Nikolaj Scharff.

Samtidig med, at pelikan-edderkoppens udseende er meget anderledes fra mere udbredte edderkopper, er dens opførsel det også.

Snyder og spidder sit bytte

Mens de fleste edderkopper fanger deres bytte ved hjælp af et edderkoppespind, er Pelikan-edderkoppernes fangstmetode nemlig en tand mere dramatisk:

  • Den lugter og føler sig frem til andre, mindre edderkoppers såkaldte 'sikringstråde', som edderkopperne bruger som livline til  deres spindelvæv.
  • Når den finder den mindre edderkops net, begynder den at slå på det med forbenene på en måde, så ejermanden tror, der er et bytte.
  • I det øjeblik den mindre edderkop løber ud efter, hvad, den tror, der er et bytte, rejser pelikan-edderkoppen sine munddele op, giver et hurtigt ryk, spidder, injicerer sin gift og lader den mindre edderkop hænge, indtil giften virker. Så er maden klar!

Animationen viser, hvordan pelikanedderkoppen snyder og spidder sit bytte med sine lange giftkroge. (Video: Science News)

Har overlevet ved alternativ teknik

En tredjedel af alle edderkoppearter, vi kender til, bruger dråber af klister i spindelvævet for at sikre sig, at deres bytte sidder godt fast. 

Det gør klisteret til en af edderkoppernes mest udbredte fangstmetoder, og ifølge Nikolaj Scharff har metoden formentlig været en faktor i deres store success på landjorden.

Denne klub er pelikan-edderkopperne ikke er en del af.

»Pelikanedderkoppen udviklede en speciel fangsteknik, længe før fangsnettet med klister blev 'opfundet', men det har ikke i sig selv ført til mange pelikanedderkopper,« siger Nikolaj Scharff.

Selvom de ikke er store i antal, har de til gengæld har levet længere tid på Jorden end de 'moderne' edderkopper, da det ældste fund af pelikan-edderkopper er cirka 165 millioner år gammelt. 

På den måde kan deres fangstmetode alligevel siges at være en succes, i og med de stadig eksisterer.

Pelikanedderkop Madagaskar feltarbejde edderkopper

Et kig ud over regnskovs kronetaget i Ranomafana Nationalparken på Madagaskar, som er et typisk levested for pelikanedderkopperne. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

Forskerne finkæmmede regnskoven

Madagaskar er med sin unikke fauna et af verdens mest betydningsfulde skatkamre for biodiversitet og er derfor ofte genstand for feltarbejde i biologien.

»Pelikan-edderkopperne er et levende bevis på de unikke biologiske tilpasninger, som er udviklet på Madagaskar,« siger Hannah Wood, som er kurator ved National Museum of Natural History på Smithsonian Institution, Washington, og hovedforfatter på det nye studie, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Når nye arter skal opdages, ligger et større feltarbejde og efterfølgende sorteringsarbejde bag, hvor der ikke er meget hjælp at hente fra det højteknologiske redskabsskur.

Når dyrene skal findes i naturen, benytter forskerne store, hvide skærme, som de holder ind under grene på buske og træer, mens de banker på grenene med en kæp, så edderkopper og andet insektliv falder ned - og så skal der finkæmmes med øjnene.

Pelikanedderkop Madagaskar feltarbejde edderkopper

Professor Hannah Wood, som var med til at opdage de nyfundne edderkoppe-arter, sigter skovbundsmateriale for edderkopper. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

En anden fangstmetode, forskerne har brugt, er opsætning af såkaldte 'Winklerfælder', hvor skovbundsmateriale hænges til tørre i en pose inde i fælden.

Efterhånden som prøven udtørrer, søger dyrene i prøven ud af posen og dratter ned i en pose med sprit forneden.

Sammenligner med kendte arter

Efter forskerne har indsamlet et arsenal af edderkopper, starter det store analysearbejde.

Ved at undersøge arternes morfologi, altså fysiske karakteristika, og sammenligne denne med allerede kendte arter, kan forskerne finde ud af, om det indsamlede materiale repræsenterer kendte eller nye arter.

På den måde fandt forskerne ud af, at der gemte sig 18 nye arter i deres indsamlede materiale.

Pelikanedderkop Madagaskar feltarbejde edderkopper

Såkaldte 'Winklerfælder' med skovbundsprøver hænger til tørring. Når prøven tørrer, søger edderkopperne nedad og havner i en lille pose med sprit, hvor den dør og kan samles ind til undersøgelser. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)

Men det nye studie er formentlig ikke slutningen på denne slags feltarbejde på Madagaskar, hvor man ifølge Nikolaj Scharff i fremtiden godt kan forvente at finde endnu flere pelikan-edderkopper.

Videnskab.dk's manifest

5 spørgsmål, du bør stille dig selv, når du læser om forskning


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Det sker

Se flere events