Studie: Danmarks natur kan rumme 10 gange så mange store planteædere som i dag
kronhjort planteæder dansk natur biodiversitet

Den lave andel af store planteædere skyldes ifølge Kristeligt Dagblad hensyn til blandt andet landbrug og jægere. (Foto: Shutterstock)

Den lave andel af store planteædere skyldes ifølge Kristeligt Dagblad hensyn til blandt andet landbrug og jægere. (Foto: Shutterstock)

12 juni 2020

Ny forskning fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet anslår, at der er plads til helt op til 10 gange så mange store, planteædende dyr i Danmark, som der findes i dag.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Beregningerne for, hvor mange bambier, den danske natur kan rumme, er sket på baggrund af data om tætheden af store dyr på fem kontinenter og tal for den føde, der er til rådighed, skriver Kristeligt Dagblad.

Og her har forskerne fra Aarhus Universitet altså fundet frem til, at der i Danmark er nok mad til at understøtte mindst 50-80 kilo kronhjort pr. hektar.

I dag er der omtrentlig otte kilo kronhjort pr. hektar.



At genindføre de store planteædere kan have en gavnlig indvirkning på den danske biodiversitet, mener professor Jens-Christian Svenning.

»Tusindvis af arter er knyttet til de store planteædere, hele økosystemet er bygget op omkring dem, og derfor er det så vigtigt at anerkende deres rolle i naturen,« siger professoren til Kristeligt Dagblad.

Han har ikke været med i det nye studie fra Aarhus Universitet, men selv foretaget lignende studier.

I dag er den danske natur fortrinsvis befolket af kronhjorte, dådyr og rådyr.

Tidligere har der også været bison, vildkvæg, urokse og vildsvin.

At de store planteædere ikke nemt spottes ud af bilruden, når man kører igennem det danske landskab, skyldes hensynstagen til landbrug og jægere, ifølge Kristeligt Dagblad.

Små familier af vildheste er sat ud i den danske natur igen af Danmarks Naturfredningsforening i løbet af de sidste par år. Inden skrev Videnskab.dk en artikel om, hvad det ville betyde for den danske natur. Du kan læse den her: Vilde heste kan være på vej til Danmark. 

 

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.