Brasilianske fugleedderkopper blotter numsen, når de føler sig truede
Tarantula fugleedderkop Brasilien Blottet Numse

Den brasilianske fugleedderkop Acanthoscurria geniculata bruger alternative metoder til at forsvare sig selv. (Foto: Shutterstock)

Den brasilianske fugleedderkop Acanthoscurria geniculata bruger alternative metoder til at forsvare sig selv. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
12 august 2020

At blotte sin bagdel virker måske ikke som det oplagte selvforsvar, når man er under angreb. Alligevel er det faktisk det trick, som den brasilianske fugleedderkop Acanthoscurria geniculata benytter, når den føler sig truet.

Der er dog en mening med galskaben, viser forskere. Fugleedderkoppen har nemlig nogle særligt irriterende numsehår, som den altså foretrækker at slynge på fjender, fremfor at bide dem.

Fænomenet er i sig selv ikke ny viden, men nu er det muligt at få et indblik i denne voyeuristiske selvforsvarsteknik med nogle billeder, som entomolog (insektforsker) Gwen Pearson fra Purdue University i USA deler på Twitter.

»Det er SUPER kløende – værre end fiberglas« fortæller Gwen Pearson til Live Science.

»En lille irritation for mennesker, men meget seriøst for små mus, og andre rovdyr som forsøger at spise fugleedderkoppen.«

Edderkoppen som ses i tweetet er døbt Lil’ Kim, delvis efter den amerikanske sangerinde, og blev sammen med en masse andre opsnappet af de amerikanske myndigheder, efter de var blevet smuglet ind i landet.

Og det er altså stressen fra dette smugleri, som har fået edderkopperne til at smide numsehårene.

Heldigvis for Lil’ Kim vokser hårene tilbage med tid. Det vil bare tage et par måneder.

Edderkoppers hår er nemlig ikke som vores, men fungerer som en slags exoskelet (et ydre skelet). Hvert hår er således en tynd forlængelse af edderkoppens hårde, ydre skal.

»Den eneste måde [fugleedderkopper] kan erstatte deres ’hår’, er ved at gro et helt nyt exoskelet,« fortæller Gwen Pearson til Live Science.

Fremover vil Lil’ Kim og artsfællerne være del af et avlsprogram fra Purdue University, som skal lempe belastningen på den naturlige bestand af Acanthoscurria geniculata.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.