Biologer skyder med splatterpistoler i kampen mod invasive slanger
Kilde: 
28 december 2018

Måske du har set det på børnenes ønskeliste her til jul: en splatterpistol.

Nu har legetøjsvåbenet vist sig brugbart som mere end børneunderholdning.

Under optræningen til en specialenhed med formål at finde og tilintetgøre invasive brune træslanger på den lille stillehavsø Guam, fandt et hold biologer nemlig ud af, at de såkaldte ’airsoft guns’ er et ideelt våben til at dræbe de uønskede ø-tilflyttere. Det skriver Earther.

»Det her er endnu et værktøj, vi kan have i værktøjskassen til at fange slangerne, før de reproducerer eller lægger æg,« siger Adam Knox til Earther.

Adam Knox er geologisk undersøgelsesbiolog og ressource-forvalter i Komiteen for Invasive Arter på stillehavsøen Maui og en af forskerne bag et nyt studie i tidsskriftet Wildlife Society Bulletin, der beskriver, hvordan han og hans kollegaer begyndte at bruge legetøjsvåben i kampen mod brune slanger på den lille ø Guam.

I begyndelsen brugte specialenheden de bare næver – dog dækket af sikkerhedshandsker – til at fange de uvelkomne slanger, men slanger er en del hurtigere en mennesker. De nåede at flygte, før biologerne kom igennem det høje græs eller op i træerne.

»Der er tætte blade, så du kan ikke komme igennem hurtigt nok. Bår du ser ned, er de væk,« forklarer Adam Knox. 

I dag er omkring 1,5 mio brune træslanger på Guam, og de er et stort problem på øen. Slangerne hører oprindeligt ikke til på øen og ødelægger derfor dyrelivet og naturen, fordi de ikke har nogen naturlige fjender, ifølge Earther.

Tidligere har man også forsøgt sig med giftige mus i faldskærme i kampen mod slangerne på Guam - det kan du læse mere om her.

lp

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.