Astronomisk ‘snemand’ understøtter teori om planeternes dannelse

I udkanten af vores solsystem ligger et koldt bælte fyldt med asteroider.

For lidt over et år siden fløj rumsonden New Horizons forbi et objekt i Kuiper-bæltet, der havde en mærkværdig form. Det var sammensat af to dele og lignede mest af alt en snemand.

Snemanden er det fjerneste objekt, en rumsonde nogensinde har fotograferet.

Derfor var de første billeder også i ringe opløsning. Det gjorde det svært at se, om det egentlig var to objekter eller ét sammenhængende.

Men nu er bedre billeder og mere data nået frem til Jorden fra New Horizons.

»Nu ved vi, at det er to objekter, der er stødt ind i hinanden, formentlig i Solsystemets barndom, og nu hænger sammen. Det gør os meget klogere på, hvordan planeterne i vores solsystem sandsynligvis er blevet skabt,« siger Christoffer Karoff, der er lektor på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

I tre nye studier i det videnskabelige tidsskrift Science kigger forskere nærmere på Arrokoth, som er snemandens officielle navn, og kommer med et bud på, hvordan den er opstået.

Den røde snemands historie

Arrokoth lyder måske som navnet på en skurk i en fantasyfilm, men det er det endelige navn på objektet, som oprindeligt bar arbejdstitlen ‘Ultima Thule’, og som på internettet både er blevet døbt ‘Bowlingkeglen’, ‘Snemanden’ og ‘Jordnødden’.

Forskerne er særligt interesserede i Arrokoth, fordi objektets særlige form er et vidnesbyrd på, hvordan Jorden og alle de andre planeter har samlet sig i Solsystemets barndom.

»Det ser ud til, at de to objekter har kredset langsomt om hinanden, før de stødte sammen ved lav hastighed og satte sig fast i hinanden, for der er ikke tydelige skrammer efter sammenstødet,« siger Christoffer Karoff.

Han har sammen med Videnskab.dk læst de tre nye studier, hvor forskere undersøger overfladen på billederne af Arrokoth og kommer med bud på, hvordan objektet har samlet sig.

LÆS OGSÅ: Rummets ‘snemand’ Ultima Thule er en komet fra Solsystemets barndom

En langsom dans mellem støv og gas

Ifølge den herskende teori bestod Solsystemet i sin spæde start for 4,5 milliarder år siden af en tæt sky af gas og støv.

Inde i midten var der så stor en tæthed af stof, at skyen begyndte at kollapse under sin egen vægt. Solen opstod.

Rundt om Solen hvirvlede den tætte gassky og klumper satte sig sammen. Planeterne opstod.

Arrokoth ser ifølge forskerne ud til at understøtte teorien om den hvirvlende gassky.

»Den ligner forstadiet til en planet, og den ser ud til at være stort set uændret de sidste fire milliarder år. Dens udvikling er stoppet længe før, den kunne blive til en planet, fordi den befinder sig så langt ude i Solsystemet. Inde tættere på Solen har der været meget mere fart på end derude,« siger Christoffer Karoff.

LÆS OGSÅ: ‘Snemands-kloden’ Ultima Thule kan give svar på gåden om planeternes dannelse

Billeder taget med forskellige kameraer på New Horizons kan sættes sammen og skabe en 3D-effekt, som gør os i stand til at se Arrokoth fra flere vinkler.

En glat overflade

En af grundene til, at forskerne regner med, at Arrokoth er uændret siden Solsystemets begyndelse, er dens glatte overflade.

»Der er ikke mange kratere, og specielt er der ingen små kratere. Det indikerer, at kratere er blevet skabt for flere milliarder år siden, og de små derfor er blevet helt udjævnet,« fortæller Christoffer Karoff.

Hvis vi i stedet kigger på Månen, kan vi i modsætning til hos Arrokoth se kratere i alle størrelser.

»Det er, fordi Månen stadig i ny og næ rammes af objekter,« siger Christoffer Karoff.

LÆS OGSÅ: Dansk forsker: Ny dværgplanet bringer os tættere på Planet 9

Rød og dyppet i frossen træsprit

Allerede i marts sidste år kunne forskerne se, at Arrokoth havde en rød farve.

I et af de nye studier har forskerne lavet en mere dybdegående analyse af bølgelængderne på det lys, som New Horizons har modtaget fra Arrokoth. Og nu kan forskerne altså se flere nuancer. Blandt andet er den mindre klump en anelse rødere end den store del.

Forskerne vurderer, at den røde farve skyldes tilstedeværelsen af organiske molekyler – molekyler, som udgør de grundlæggende byggesten til livet på Jorden.

Men eksistensen af organiske molekyler på Arrokoth er langt fra et bevis på, at der findes liv på snemanden, forsikrer Christoffer Karoff.

»Organiske molekyler er blot en betegnelse, der gives til mange molekyler, hvor kulstof indgår. Det kræver organiske molekyler at danne liv, men det kræver ikke liv at danne organiske molekyler,« siger han.

Til gengæld er planeten dækket af is. Men det er ikke is, som vi kender det fra vand herhjemme. Det er frossen methanol – også kaldet træsprit. Det er en væske, der fryser ved -97,6 grader celsius.

»Når vi når så langt ud i Solsystemet, hvor der er så koldt, begynder vi at se mange andre former for is end is fra vand,« fortæller Christoffer Karoff.

New Horizons er stadig i gang med at sende data fra dens møde med Arrokoth til Jorden, og vi vil formentlig fortsætte med at lære mere om planetdannelse fra den fjerne snemand mange år endnu.

LÆS OGSÅ: Hvad skete der før Big Bang?

LÆS OGSÅ: Gådefulde objekter bevæger sig om det store sorte hul i Mælkevejens centrum