Stor asteroide strejfer næsten Jorden og tager astronomer på sengen
Kilde: 
17 april 2018

En asteroide på størrelse med en fodboldbane strejfede næsten Jorden i søndags. Det skriver LiveScience.com.

Asteroiden susede forbi i en afstand på bare 119.500 km. Det svarer til halvdelen af afstanden til Månen.

»Asteroider på den størrelse kommer sjældent så tæt på vores planet – måske kun én eller to gange om året,« fortæller Paul Choda fra NASA’s Center for Near-Earth Object Studies i en pressemeddelelse.

Asteroiden på 48x110 meter blev først opdaget, få timer før den passerede os. Det skyldes, at asteroider er svære at få øje på.

For det første er de små: Tit ikke større end et par meter i diameter.

For det andet er de dunkle. De reflekterer ikke nok lys til, at optiske teleskoper kan fange dem.

Og så er de hurtige. I hvert fald, når de suser forbi langt tættere på end f.eks. stjerner og planeter. Derfor skal teleskopet vendes mod det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt for at opdage dem.

Heldigvis er NASA på pletten med et enormt netværk af teleskoper, der skanner nattehimlen året rundt. De leder dog først og fremmest efter asteroider, der er store nok til at skabe deciderede katastrofer.

NASA’s mål er at fange 90 procent af asteroider, der er mere end 140 meter brede, og som bevæger sig inden for en afstand af 7,5 millioner kilometer fra Jorden. Det svarer til 20 gange afstanden til Månen.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.