Hvert år uddeler Det Norske Videnskaps Akademi Abel-prisen til en forsker, der har gjort sig særligt bemærket inden for matematikkens verden.
Den amerikanske matematiker Dennis Parnell Sullivan er netop offentliggjort som dette års vinder, oplyser Abelprize.no i en pressemeddelse.
Dennis Parnell Sullivan hyldes for sit »banebrydende bidrag til topologi i dens bredeste forstand, og især dens algebraiske, geometriske og dynamiske aspekter,« lyder det.
Han er kendt for sit arbejde inden for topologi, der er arbejdet med geometriske objekters kvalitative egenskaber, og dynamiske systemer - to områder, hvor geometri spiller en central rolle.
Gennem karrieren har Dennis Parnell Sullivan været tilknyttet en række top-universiteter i USA og Frankrig, mens han blandt andet også har beskæftiget sig med kaosteori.
»Dennis P. Sullivan har gentagne gange ændret topologiens landskab ved at introducere nye begreber, bevise skelsættende teoremer, besvare gamle formodninger og formulere nye problemer, der har drevet feltet fremad,« udtaler Hans Munthe-Kaas, formand for Abel-komitteen, ifølge pressemededelsen.
rf