Aldrig set før: En delfin-mor har adopteret en dværgspækhugger
øresvin_delfin_hval_melonheaded_elektradelfin

Forrest kan man se det voksne øresvin med sin biologiske unge under maven. Ved siden af er den mangetandede dværgspækhugger, som hunnen adopterede. (Foto: Pamela Carzon)

Forrest kan man se det voksne øresvin med sin biologiske unge under maven. Ved siden af er den mangetandede dværgspækhugger, som hunnen adopterede. (Foto: Pamela Carzon)

Kilde: 
02 august 2019

Det er uhyre sjældent, at en dyremor adopterer en unge, som er fra en anden art end hende selv. 

Det er kun anden gang nogensinde, at mennesket har dokumenteret, at netop dette er sket blandt vilde dyr.

Første gang var i 2006, da forskere opdagede en gruppe kapuchineraber, som opfostrede dværgsilkeabe, som deres egen.

Og nu er noget lignende altså sket igen! 

En gruppe forskere har fulgt en familie af øresvin, hvorfra en hun havde adopteret en mangetandet dværgspækhugger. Det skriver magasinet Smithsonian.

Øresvin og mangetandede dværgspækhuggere er adskilte arter, som dog begge hører til delfinfamillien inden for den biologiske taksonomi.

Forsker Pamela Carzon fra the Groupe d'Étude des Mammiféres Marins (GEMM) i Fransk Polynesien stod i spidsen for undersøgelserne, som er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Ethology. 

Hun og resten af teamet observerede øresvinet over en periode på tre år, hvor moren tog ansvar for en ung dværgspækhugger-han.

LÆS OGSÅ: De leger, bruger redskaber og lærer hinanden ting: Hvorfor ligner delfiner mennesker så meget?

I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at en dyremor adopterer en unge fra en helt anden art. 

Men endnu mere besynderligt er det i dette tilfælde, da hunnen faktisk havde sin egen, biologiske unge samtidig. Og ifølge forskerne tager delfiner typisk kun vare på én unge ad gangen.

»Det er meget svært at forklare denne type adfærd. Specielt, når vi ikke ved, hvordan dværgspækhuggeren i første omgang blev adskilt fra sin biologiske mor,« siger Pamela Carzon.

I løbet af undersøgelserne lagde forskerne mærke til, at dværgspækhuggeren flere gange forsøgte at skubbe den biologiske unge væk fra moren. 

LÆS OGSÅ: Delfiner og hvaler hviner af glæde ved udsigten til mad

Typisk befinder ungerne sig nemlig under morens bug, og hér ville dværgspækhuggeren altså også gerne opholde sig.

Den begyndte også at kopiere øresvinenes adfærd som at hoppe op ad vandet og socialisere med andre unge hanner. 

Hun-øresvin er faktisk ind imellem kendt for at kidnappe unger, som ikke er af deres egen art. Men disse nyopståede mor-barn-forhold går typisk hurtigt i opløsning.

Denne mor har sandsynligvis ikke selv kidnappet den unge dværgspækhugger, eftersom hun selv havde en unge, men hun har måske adopteret ham fra et andet øresvin, som havde kidnappet ham. 

LÆS OGSÅ: Hvaler sørger over de døde ligesom mennesker

LÆS OGSÅ: Døde hvaler fortæller om smitsomme sygdomme og forandringer i klima

mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.