Aldrig før set: DNA fra en plante har spredt sig til dyr
DNA plante spredt sig til dyr mellus

Mellus er skadedyr, som hvert år ødelægger afgrøder verden over. (Foto: Shutterstock)

Mellus er skadedyr, som hvert år ødelægger afgrøder verden over. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
01 april 2021

Forskere har for første gang nogensinde observeret en overførsel af DNA fra plante til dyr.

Det unikke fænomen blev observeret hos en bestemt art af mellus, Bemisia tabaci, som ved at optage et gen fra tomatplanter, er blevet immun over for den gift, planten forsvarer sig med.

Det skriver Inverse.

Modsat gener, som nedarves fra forældre til deres afkom, kaldet vertikal genoverførsel, viser det nye fund, at det altså også er muligt for en art at overføre gener til en anden, såkaldt horisontal genoverførsel.

»Så vidt vi ved, er vores fund det første eksempel på horisontal genoverførsel af et funktionelt gen fra plante til dyr,« fortæller forsker Ted Curlings, ifølge Inverse.

Horisontal genoverførsel kendes primært fra simple organismer som bakterier og virusser og er yderst sjældent mellem multicellulære, komplekse organismer som dyr, skriver Inverse.

Der er tale om genet BtPMaT1, som tomatplanten bruger til at beskytte sig selv over for sin egen gift, og ved at optage genet har B. tabaci vendt plantens forsvar mod den selv.

DNA plante spredt sig til dyr mellus

At denne art mellus nu er immun over for giften kan i værste fald forårsage fødevarekatastrofer. (Foto: Shutterstock)

Hvordan B. tabaci har formået at optage plantegenet er endnu ukendt.

Forskerne mistænker, at det skyldes en virus, som har transporteret genet fra planten til mellusen, hvilket er en ekstremt sjælden begivenhed.

Det kan have store implikationer for, hvordan vi anskuer evolution, skriver Inverse.

Heldigvis for os, og mindre heldigt for B. tabaci, har forskerne fundet en måde, hvorved de kan undertrykke genet hos mellusen, skriver Inverse.

Forskerne har udviklet en slags fælde, genmodificerede tomatplanter, som, når de bliver spist, overfører en unik type RNA til mellusen, som forstyrrer det nye gen, så de ikke længere er immune over for plantens gift.

Forskningen blev offentliggjort i tidsskriftet Cell.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.