Ældgamle meteoritter indeholder ingredienserne til liv
15 januar 2018

To meteoritter, der kom til Jorden i 1998, indeholder både flydende vand og en blanding af organiske molekyler, der er byggestenene til liv.

Det fortæller forskere fra blandt andet den nationale amerikanske forskningsinstitution Berkeley Lab i et nyt studie, skriver Berkeley Lab i en pressemeddelelse.

»Vi ser her på de organiske ingredienser, der kan føre til livets opståen,« siger postdoc Queenie Chan fra det britiske The Open University i pressemeddelelsen.

Hun er hovedforfatter til det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

De to rum-sten indeholdt bittesmå saltkrystaller med kulhydrater og aminosyrer, der er grundbestanddele i levende organismer.

De store mængder af organiske molekyler er dog ikke i sig selv et bevis på, at der findes liv uden for Jorden, påpeger forskerne.

Men da molekylerne er så tæt forbundet med liv, minder det nye fund om at finde forhistoriske insekter i rav, fortæller medforfatter til studiet David Kilcoyne fra Berkeley Lab i pressemeddelelsen.

Stenene har fået navnene Zag og Monahans, og de er opstået for omtrent 4,5 milliarder år siden, ikke længe efter Solsystemets opståen.

Og den kemiske analyse peger endda på, at stenene eller de asteroider, de stammer fra, kan have haft kontakt med hinanden, længe før de kom til Jorden.

Det åbner potentielt for nye muligheder for, hvordan asteroider kan udveksle organisk stof i rummet.

»Tingene er ikke så enkle, som vi troede,« siger Queenie Chan i pressemeddelelsen.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.