Ældgamle dyr fundet under isen i Antarktis
Kilde: 
22 januar 2019

Forskere har boret sig ned til en underjodisk sø 600 kilometer fra sydpolen, og det, de fandt dernede, var meget overraskende: Nemlig rester af bittesmå krebsdyr og bjørnedyr, der levede for længe siden.

Det skriver nyhedmediet Nature.com, ikke at forveksle med tidsskriftet Nature, der dog bliver udgivet af de samme.

For at komme ned til søen skulle forskerne bore gennem et lag is på cirka en kilometer. Nedenunder lå der til gengæld lidt at en præmie og ventede på dem: En sø, som har ligget uforstyrret hen i tusindvis af år.

Og dyrene, de fandt dernede, var ikke kun havdyr: Bjørnedyret (der kan overleve under meget ekstreme forhold) minder nemlig om dyr, der er kendt for at leve i fugtig landjord.

»Det her er virkelig fedt. Det er bestemt overraskende,« lyder det fra Slawek Tulaczyk, der er glaciolog ved University of California, Santa Cruz, og ikke en del af holdet bag den nye opdagelse, til Nature.com.

Han fortæller også, at der aldrig før er blevet fundet noget som dette under indlandsisen.

Forskerne har en teori om, at dyrene har levet i vandhuller og åer cirka 50 kilometer væk, da klimaet var varmere. De ved dog ikke, hvordan dyrene er endt i den underjordiske sø.

I de kommende måneder skal flere undersøgelser hjælpe med at finde dyrenes alder, om de er salt- eller ferskvandsdyr, og om de har levet i et økosystem med sollys eller har kunnet overleve i mørket under isen.

LÆS OGSÅ: De særeste dyr, der nogensinde er opdaget

LÆS OGSÅ: Er denne fisk frosset til is, mens den var i gang med at sluge en anden fisk?

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.