Årets 10 mest læste artikler på Videnskab.dk
Læs om de emner, der har optaget os mest i 2017. Vi ser tilbage på årets mest læste artikler.
Fra giftigt kogende vand til atombomber og dommedagsprofetier. Emnerne var dystre i årets mest læste artikler. (Foto: Shutterstock)Fra giftigt kogende vand til atombomber og dommedagsprofetier. Emnerne var dystre i årets mest læste artikler. Heldigvis bød

Fra giftigt kogende vand til atombomber og dommedagsprofetier. Emnerne var dystre i årets mest læste artikler. Heldigvis bød året også på gode nyheder! (Foto: Shutterstock)

Hvor langt fra en atombombe skal man være for at overleve? Og er det giftigt at koge sit vand mere end én gang?

Det er nogle af de spørgsmål, der besvares i årets mest læste artikler på Videnskab.dk.

Det lyder måske dystert, men året bød heldigvis også på gode nyheder. For eksempel er et amerikansk forskningsprojekt kommet på sporet af en kur mod kræft. Og så har en dansk professor fundet en simpel og effektiv slankekur ved at bruge sig selv som forsøgskanin.

Jorden gik da heller ikke under den 23. september, selvom dommedagsprofeter virkede sikre i deres sag. Og ja – du kan roligt koge dit vand, ligeså meget du vil!

10. Dommedagsprofeter på banen igen: Jorden går under på lørdag

Nytårsaften 1999 skulle alverdens computere bryde sammen og helvede bryde løs, da kalenderen gik over til et nyt årtusinde. I 2012 ville Jorden gå under, da mayaernes ældgamle kalender løb tør for dage.

I år var dommedagsprofeterne på banen igen. Lørdag den 23. september stod planeterne på en helt særlig måde, der ifølge amerikaneren David Meade forudsagde Jordens undergang. Dommedagsprofeten forudså blandt andet, at en hidtil uopdaget planet i solsystemet ville brage direkte ind i os.  

Spoiler alert: Apokalypsen blev afblæst.

9. Glutenfri diæt kan være kræftfremkaldende

Hvedeproteinet gluten har tilbragt endnu et år i skammekrogen, og glutenfri var også et buzzword i 2017. 

Tidligere på året viste en amerikansk undersøgelse dog, at glutenfri kost kan have alvorlige konsekvenser. Ifølge undersøgelsen indtager folk på glutenfri diæter nemlig flere giftstoffer, som i værste fald kan skade hjernen og give kræft. 

Forskerne udpegede ris som en mulig forklaring. Om ris overtager glutens blakkede ry i 2018, må tiden vise.

8. Quiz: Hvad betyder okkult, ekvipage og armatur?

Det står skidt til med ordforrådet hos den svenske ungdom. I hvert fald ifølge svenske sprogforskere, der har måttet konstatere, at de unge svenskere ikke kender halvdelen af de ord, der indgik i undersøgelsen.

Vi valgte at undersøge, om situationen er ligeså – kreperlig? – på vores side af sundet. Det gjorde vi ved hjælp af en lille quiz med nogle af de ord fra den svenske undersøgelse, der også findes på dansk.

Du kan stadig nå at prøve kræfter med ord som 'kuf', 'varsko' og 'ekvipage', hvis du ikke nåede det i oktober.

Tip: Du skal nok forberede dig på en ubehagelig overraskelse, hvis du beder din frisør om en ekvipage ...

7. Sunde mænd får pludselig alvorlig kræftform – HPV får skylden

I januar skrev vi om en uhyggelig tendens. Flere og flere unge mænd, der hverken ryger eller drikker alkohol, får nemlig konstateret kræft i mundsvælget.

Sygdommen plejer ellers at ramme ældre mænd, der har drukket meget alkohol og røget mange cigaretter. 

Som du kan læse i artiklen, mistænker udenlandske forskere blandt andet oralsex for at være kilde til HPV-infektioner.

6. C-vitamin smadrer kræftceller og har blot banale bivirkninger

Emnet kræft går igen i tre af årets mest læste artikler. Heldigvis også i form af gode nyheder. 

Et amerikansk studie har for eksempel haft succes med at slå kræftceller ihjel ved hjælp af høje doser C-vitamin.

De indledende forsøg tyder på, at behandlingen er sikker og uden alvorlige bivirkninger. Vi krydser fingre.

5. Du kan træne dig til superhukommelse på få uger

Du kender det sikkert godt: Hvad var det lige, du gik ned i kælderen efter?

Årets femte mest læste artikel er en anden artiklen i den positive afdeling – særligt for os, der har problemer med hukommelsen.

Et studie viser, at du kan gøre din hukommelse mere end dobbelt så god ved hjælp af ganske lidt træning.

4. Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?

I 2017 har Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un pustet sig op over for hinanden og bragt frygten for en atomkrig tilbage på dagsordenen.

I årets fjerdemest læste artikel undersøgte vi, hvad der ville ske, hvis en atombome skulle springe i Danmark. 

Scenariet er heldigvis hypotetisk - og højst usandsynligt.

3. Kærlighed får din mor til at kalde dig ved dine søskendes navne

Hvis nogen kunne have særlig gavn af lidt hukommelsestræning, så er det forældre, der bytter rundt på deres børns navne.

Sådan kan det i hvert fald føles, når man som barn forveksles med sin bror, sin søster eller sin afdøde hund.

Men faktisk viser ny forskning, at fejlen sker af ren og skær kærlighed.

Ifølge forskerne er vores hukommelse nemlig organiseret i en slags 'mapper'. Det betyder, at vi bytter rundt på navne fra de samme kategorier - som for eksempel familiemedlemmer og andre dyr og mennesker, vi elsker.

2. Må man koge vand to gange?

I årets næstmest læste artikel så vi nærmere på en myte, der har floreret på de sociale medier i 2017.

Er det farligt at koge sit vand to gange? Kan det mon passe, at iltindholdet ændrer sig, og giftige stoffer som arsenik og nitrat frigives, når vandet koges for anden gang? 

Vi kan berolige dig med en et enstemmigt kor af forskere i ryggen: Du kan roligt koge dit vand både 2, 3 og 10 gange, når du koger vand til julekartoflerne.

1. Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk slankekur

Juledagene byder som bekendt på småkager, flæskesteg og brun sovs i rigelige mængder. Derfor fortjener årets mest læste artikel måske et gensyn.

En teknologiprofessor fra Aalborg Universitet har nemlig opdaget en simpel og overraskende effektiv slankekur.

Jakob Stoustrup har brugt sig selv som forsøgskanin og tabt hele syv kilo. Det har han gjort ved dagligt at veje sig selv og sine måltider. På den måde undgår han at spise mere, end han har tabt sig siden sidste måltid. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.