Knurhår fra istiden: Perfekt bevaret løveunge er 28.000 år gammel
siberisk huleløve 28.000 år velpræserveret

Løveungen er formentlig det bedst bevarede istidsdyr, der nogensinde er fundet. (Foto: Love Dalen/Quaternary).

Løveungen er formentlig det bedst bevarede istidsdyr, der nogensinde er fundet. (Foto: Love Dalen/Quaternary).

Kilde: 
09 august 2021

Tænderne, huden, pelsen og organerne.

Alt er intakt og fuldstændig præserveret hos den 28.000 år gamle løveunge, som mammutjægere stødte på i 2017, og som forskere sidenhen har nærstuderet.

Det skriver CNN.

Hunløveungen, der er blevet givet navnet ’Sparta’, blev blot 1-2 måneder gammel, og forskerne jubler over det særdeles unikke fund:

»Sparta er formentlig det bedst bevarede istids-dyr, som man nogensinde har fundet, og løveungen er mere eller mindre uskadt, bortset fra pelsen, der er en anelse medtaget,« fortæller Love Dalén, der er professor i evolutionær genetik ved Centre for Paleogenetics (undersøgelser af konserveret genetisk materiale, red.) i Stockholm og medforfatter til studiet, til CNN.

løveunger istiden

Løveungerne 'Sparta' og 'Boris' døde i samme hule, men med tusindvis af års mellemrum. (a), (c), (e) og (f) forestiller Sparta, og (b) og (d) forestiller Boris. (Foto: Boeskorov, G.G. et al. (2021)/CC BY 4.0

’Sparta’ blev fundet i nær Semyuelyakh-floden i det østlige Rusland.

Oprindelig troede forskerne, at Sparta var i familie med en anden løveunge, der blev fundet blot 15 meter fra hunløveungen, men i det nye studie skriver forskerne, at den anden løveunge – Boris – er omkring 43.448 år gammel – baseret på en kulstof 14-prøve.

Forskerne ved ikke, hvordan de to løveunger døde, men ifølge dem, er der ingen tegn på, at de blev dræbt af et rovdyr.

løveunger istiden rygrad

Skanninger af Spartas hud (a), samt kranie og rygrad (b). (Foto: Boeskorov, G.G. et al. (2021)/CC BY 4.0

Ifølge forskerne døde løveungerne muligvis i et mudderskred eller faldt ned i en revne i permafrosten, der sidenhen har sørget for, at de er bevaret i en sjælden høj kvalitet.

Løveungerne var såkaldte huleløver (Panthera spelaea), der levede i Sibirien under den sidste istid, hvor de huserede blandt mammutter, ulve, bjørne og mange andre vilde dyr.

I de kommende år vil forskerne analysere Spartas DNA for at blive klogere på huleløvens evolutionære historie.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Quaternary.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.