Mindst 200 mammutskeletter fundet i Mexico

Indtil nu er der fundet mindst 200 mammutskeletter i Mexico City, men et stort antal skeletter mangler stadig at blive udgravet, skriver Associated Press. (Video: CGTN

Indtil nu er der fundet mindst 200 mammutskeletter i Mexico City, men et stort antal skeletter mangler stadig at blive udgravet, skriver Associated Press. (Video: CGTN

10 september 2020

Mammutter dukker op i hobetal på en byggeplads nord for Mexico City i forbindelse med udgravningen til en ny lufthavn. 

Her lå engang en stor, lavbundet sø, og selvom dette sted har været et paradisisk fødemekka for mammutterne, blev det desværre også deres død. Det fortæller Sánchez Nava, arkæolog på det mexicanske Instituto Nacional de Antropología e Historia (Institution for national antropologi og historie), til nyhedsbureaet Associated Press (AP)

Den mudrede søbred har tilsyneladende fanget mammutterne, skriver AP. Komplet fastlåste er de enten døde af sult eller druknet, skriver Business Insider. Ifølge AP er de formentlig blevet spist af andre dyr - eller måske af mennesker.

AP beretter, at man sidste år har fundet menneskeskabte mammutfælder ikke langt fra byggepladsen. Forskerne er derfor i gang med at undersøge knoglerne fra de 200 mammutter for tegn på, om de fastlåste mammutter senere er blevet hentet af menneskene. 

Hvis dette er tilfældet, kan det ifølge AP betyde, at mennesket har brugt søen strategisk som en naturlig fælde. 

Det har fået forskerne til at overveje, om mennesket har haft en mere veludviklet metode til at jage mammutterne end hidtil troet, og om mammutbøf var en del af den daglige diæt for de forhistoriske mennesker, skriver AP. 

Det er stadig uklart, hvad der fik den sidste mammut til at stille træskoene for omkring 10-13.000 år siden. 

På denne tid ændrede klimaet sig, og den sidste istid endte. Nogle teorier går derfor på, at klimaforandringer var årsag til mammutternes død, hvor andre går på, at mennesket spillede en væsentlig rolle, skriver AP.

Selvom undersøgelserne af de 200 mammutter har potentiale til at rykke ved den videnskabelige debat om årsagerne til deres uddøen, gætter Arroyo Cabrales, palæontolog ved det mexicanske Instituto Nacional de Antropología e Historia, stadig på, at en synergi mellem klimaforandringer og menneskelig indblanding gav mammutterne nådestødet, fortæller han til AP.

 

Jagt mammut fund mexico city 200 mammutskeletter fælder

Det nye fund peger på, at mennesket muligvis har jagtet mammutter mere, end man hidtil har troet. (Foto: Daleyhl/CC BY-SA 4.0)



lmvk

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.