Dette er ikke en edderkop
Mejeren er i familie med edderkoppen, men kan hverken spinde spind eller bruge gift. Her om efteråret er den let at opdage på muren.

En mejer på vandring hen over en sten. (Foto: Morten D.D. Hansen, Naturhistorisk Museum, Aarhus)

Hvis man en efterårsdag lusker en tur langs en hvidkalket kirke, Amalienborg eller andre lyse bygninger, vil man med sikkerhed opdage nogle langbenede kræ på murene.

Otte ben, en rundt krop og to øjne på toppen af hovedet er ingredienserne til de dyr, der kaldes mejere. De er spindlere ligesom edderkopper, men kan hverken spinde spind eller bruge gift.

Mejere er indvandret sydfra

Næsten alle de mejere, man ser, er af arten orange vægmejer. For 40 år siden fandtes den slet ikke i Danmark, men er siden indvandret sydfra. Før var det broget langbensmejer og plettet vægmejer, som dominerede på murene. Nu er de blevet fortrængt – næsten da.
Broget langbensmejer har tilsyneladende fundet et refugium langt ude i den mørke skov, hvor orange vægmejer ikke trives, og plettet vægmejer overlever endnu i øde fyrtårne, hvortil den orange endnu ikke er kommet. Men det er nok en stakket frist.
Naturen er hård.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker