Krigen i 1864. En begivenhed i dansk historie, som alle nok kender.

Vi kender også alle en af hovedgrundene til det knusende danske nederlag:

Den danske Jens skulle stå op og lade sit forladegevær, hvilket gjorde ham sårbar for fjendens kugler.

Preusserne derimod, kunne ligge i dækning og lade deres bagladegeværer.

Meget taler for, men...

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, at man fra dansk side havde afvist at udskifte de forholdsvis pålidelige og langtrækkende forladegeværer med de mere upålidelige bagladegeværer.

Det er også rigtigt, at bagladegeværet havde den fordel, at det kunne lades hurtigere og i skjul, og at man dermed sikkert kunne fyre så mange skud af, at det i høj grad opvejede upålideligheden.

Imidlertid foregik alle større infanteritræfninger, hvor geværet kunne have haft betydning, over for østrigske tropper, som også havde forladegeværer.

Fejlen lå i lederskabet

I det ene væsentlige tilfælde, hvor man stod over for preussiske styrker - slaget ved Dybbøl 18. april 1864 - var der mange andre ting, som var af større betydning for slagets udfald end forladegeværet:

For eksempel de riflede bagladekanoner, som preusserne placerede på Broager Land.

De kunne beskyde de sydligste skanser - med betydelige skader på skanserne og en stærkt demoraliseret dansk styrke til følge.

Den sønderskudte Dybbøl Mølle efter slaget 18. april 1864. (Friedrich Brandt (1823-1891))

Det gjaldt også den danske hærs mangel på befalingsmænd samt dens numeriske og uddannelsesmæssige underlegenhed.

Endelig var selve krigens udfald i væsentlig grad et resultat af den danske regerings idealistiske politik, som medførte fuldstændig urealistiske krav ved fredsforhandlingerne i London.

Når alle disse elementer ses samlet, så er der unægteligt i uforholdsmæssig høj grad blevet skudt med skarpt mod forladegeværet.

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarkshistorien.dk