Velbevaret larvefossil gør forskere klogere på livets udvikling
Forskere har fundet et 520 millioner år gammelt og usædvanligt velbevaret fossil i Kina, som gemmer på svar om en mystisk tidsperiode.

Hvis du synes, det lyder som fast arbejde at finde en nål i en høstak, så prøv at lede efter fossiler på størrelse med afklippede fingernegle i store, solide stykker sten.

Det er, hvad en gruppe forskere er i gang med i Chengjiang i Kina. Og for nyligt lykkedes det faktisk:

De opdagede et ekstremt sjældent larvefossil, der er to millimeter langt.

Fossilet anslås til at være cirka 520 millioner år gammelt og var bibeholdt i 3D, hvilket gav forskerne mulighed for at studere larvens tidlige udviklingsstadier ned til mindste detalje.

Det gav dem også et første kig ind i de forhistoriske larvestadier hos leddyr - den hvirvelløse dyregruppe med ydre skeletter, som blandt andet tæller edderkopper, krebsdyr og insekter.

Du kan se, hvordan fossilet ser ud, i galleriet øverst i artiklen.

Larve med horn var under udvikling

Larvens krop er opdelt i segmenter med to store, hornlignende strukturer på hovedet, fire par ben og yderligere tre par ben, der endnu ikke er helt udviklede.

Den har et knivskarpt vedhæng på halen samt to padler, som, forskerne tror, den har brugt til at svømme med.

Dette er det første fossil af sin slags fundet i Chengjiang, siden man først opdagede fossiler her i 1984, ifølge Yu Liu, der er hovedforfatter på studiet og post doc ved Ludwig-Maximilians Universität i München i Tyskland.

Forskeren har identificeret det lille fossil til at være en kendt art - nemlig Leanchoilia illecebrosa, der er kendt for deres klo-lignende horn på hovedet, som højst sandsynligt har været brugt til at spise med eller til at afmærke deres omgivelser.

Og det var netop de horn, der hjalp forskerne med at identificere fossilet.

Sammenlignet med voksne udgaver, var andre lemmer på fossilet dog ikke ligeså udviklede, og det gjorde forskerne klar over, at de havde fat i et eksemplar, som befandt sig i en tidlig del af larvestadiet.

Sådan kom forskerne ind til det skrøbelige fossil

At finde fossiler på den størrelse er ikke nemt. Først skal man fjerne store klippelag, dele dem i mindre lag, og så kigge dem efter med et forstørrelsesglas for at se, om der måske kunne være noget interessant gemt i dem.

»Som du nok kan forestille dig, så er chancen for at finde et fossil ikke særlig stor. I de fleste tilfælde, så får du et fossil efter at have splittet mere end ti klippelag fra hinanden. Chancen for at finde et godt fossil er endnu mindre. Der er du nødt til at pille mere end hundrede eller endda tusinde klippelag fra hinanden,« siger Yu Liu til Livescience.com.

Så små og skrøbelige fossiler som dette kan ikke isoleres fra klippematerialet rundt om ved hjælp af traditionelle metoder. Her bruger palæontologerne mikrofotografi og skanningsteknologier i stedet for hakker, bor og mejsler til at komme igennem klippen og se, hvad der er tilbage af de forhistoriske dyr, som er blevet gemt i sten.

Velbevaret fossil gemte på en overraskelse

At fossilet var i 3D, kom bag på forskerne. Forskernes skanninger viste meget detaljerede billeder af larvens krop, der afslørede noget nyt:

Denne larves kropstype, hvor kroppens segmenter bliver tilføjet, efterhånden som den vokser, kender man fra moderne krebsdyr, men at finde én, der voksede på samme måde så langt tilbage i tiden. tyder på, at det også var et træk hos andre leddyrs forfædre.

Det sjældne fund repræsenterer en vigtig brik i puslespillet om, hvad der skete i den kambriske tidsperiode for 543 millioner år siden skriver forskerne i studiet.

I det, der kaldes den kambriske eksplosion, undergik livet en usædvanlig udvikling, og man mener, at det var i denne tid, at næsten alle moderne dyregrupper opstod.

En bedre forståelse af de forhistoriske dyrs tidlige udvikling vil ifølge forskerne kunne hjælpe med at afsløre de mekanismer, der satte gang i den pludselige diversitet på Jorden.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.