Usikkert om dødbringende gas kan holdes ude af huse
Ny lovgivning skal begrænse, at den radioaktive gas radon siver fra undergrunden ind i danske hjem. Men det er tvivlsomt, om de nye anbefalinger vil virke.

Radon i indåndingsluften øger risikoen for udvikling af lungekræft. Ifølge Verdenssundheds-organisationen (WHO) er radon den næst-vigtigste medvirkende årsag til lungekræft (efter aktiv rygning). Ifølge Sundhedsstyrelsen er radon i boliger årsag til omkring 9 procent af alle nye lungekræfttilfælde i Danmark, det vil sige omkring 300 tilfælde pr. år.

I alle danske hjem svæver en usynlig dræber: Ædelgassen radon, der sidste år dræbte flere danskere end trafikken.

Den kræftfremkaldende, radioaktive gas siver fra undergrunden ind i vores huse, hvor den ophobes og ender i vores lunger. Nye lovkrav skulle fra årsskiftet nedbringe de omkring 300 danske dødsfald, der hvert år tilskrives radon.

Men om de nye regler er tilstrækkelige, ved ingen, da de kun gælder for nye huse. Eksisterende huse anbefales kun at nedbringe radonindholdet.

»Selvom de nye anvisninger er et godt skridt i den rigtige retning, kan kun fremtiden vise, om de er tilstrækkelige,« Niels Strange, teknisk chefkonsulent hos Dansk Byggeri, der organiserer virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri.

»Tidligere, da kravene var mindre, regnede vi med, at de løsninger, vi fulgte, var gode nok. Men med de skærpede krav i bygningsreglementet for 2010, og de nye anvisninger, må vi erkende, at de tidligere løsninger ikke længere er tilstrækkelige,« siger Niels Strange.

Ved ikke hvor godt retningslinjerne virker

Bag de nye anvisninger står Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker ved Statens Byggeinstitut – Byggeri og sundhed.

Han giver Niels Strange ret i, at der er ubekendte i forhold de nye retningslinjer, der skal holde radon ude af nybyggede huse.

»Det er sikkert, at metoderne i retningslinjerne virker. Men hvor godt de vil virke i hele bygningens levetid, ved vi ikke,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen.

Fakta

Radon måles i becquerel pr. m³ luft (Bq/m³). Hvis indholdet af radon i boligen fx er 10 Bq/m3 betyder det, at der i hver kubikmeter af indeluften hvert sekund udsendes radioaktiv stråling fra 10 radon-atomer.

WHO anbefaler, at den tilladte radioaktivitet i bygninger fra naturlige kilder bør ligge under 100 Bq/m3. I lande, hvor det af særlige årsager ikke er muligt, anbefaler WHO, at den tilladte radioaktivitet ikke overstiger 300 Bq/m3.

Tre ting skal holde radon ude af huse

Danmark har valgt at følge Verdenssundhedsorganisationen WHOs anbefalinger og ved lov kræve, at indholdet af radon i indeluften i nybyggede huse skal være på under 100 Bq/m³.

Torben Valdbjørn Rasmussen fortæller, at man derfor – for at dække sig ind – har valgt at anvise tre byggetekniske løsninger, der har indflydelse på indholdet af radon i huse.

Anvisningerne anbefaler, at alle nye huse bør indrettes efter radontruslen på følgende tre måder:

  • Ved at tætne huset mod jorden, så radon ikke kan sive op igennem gulvet.
  • Ved at reducere trykforskel mellem luften under huset og i huset. For eksempel ved at lave en luftkanal fra bunden af huset til over taget.
  • Ved at skabe gode muligheder for ventilation i huset, så radon kan komme ud.

Tæt gulvkonstruktion skal hjælpe

Radon er luftbåret, og derfor kan det sive ind i vores huse.

De nye anvisninger går i første omgang ud på at holde den radon-fyldte luft, der dannes under huse, fra at sive op igennem sprækker i gulvet.

»Det kan man gøre med et terrændæk, der er tæt mod jorden. Det afsluttes med et 10 cm tykt lag beton, som man også forsøger at gøre tæt,«  fortæller Torben Valdbjørn Rasmussen.

»Ellers kan man lave en tæt membran oven over betonen eller under bygningen,« siger han

Fakta

Radioaktivitet i bygninger fra naturlige kilder stammer hovedsageligt fra radon.

En undersøgelse fra 2001 anslår, at ca. 65.000 danske hjem har et radonniveau over 200 Bq/m³.

Radon findes foruden i jorden også i drikkevandet og i byggematerialer. Men i Danmark er det i så små mængder, at myndighederne anslår, at det ikke er sundhedsskadeligt.

Lufttryk kan holde radon under huset

Der skal imidlertid kun opstå meget små revner i membranen eller betonen, før den livsfarlige radon alligevel kan sive op i et hjem.

»Derfor bør nye huse også have en luftkanal, der går fra under gulvkonstruktionen til over husets tag,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen.

Kanalen skaber en trykudligning. Radon-gassen siver nemlig ind i husene, fordi der dér er et lavere tryk end under dem. Overtrykket i huset betyder, at gassen bliver suget fra jorden op i hjemmet.

»Tanken er, at en luftkanal kan udligne trykket, så der ikke suges jordluft ind i huset. Og hvis man laver en ventilation, som trækker luft ind under huset, vil strømmen af luft ligefrem gå fra under huset og ud,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen.

Udluftning må man ikke glemme

Men selvom man etablerer en tæt konstruktion under huset og udligner trykforskelle, kan det ikke stå alene. Bygningsreglementet anbefaler også ventilation.

»Vi kan ikke sige, hvor store fejl der kan være i tætningerne mod jord, før tætningen ikke holder. Men der skal ikke være særligt store revner i betonen eller i samlingerne omkring for eksempel rør, før vi har et problem.«

»Men vi ved, at radonindholdet i et hus kan bringes ned ved at ventilere – altså udlufte,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen.

Derfor mener han, at den trestrengede anbefaling er det bedste bud på at holde radonindholdet i indeluften lavt og under 100 Bq/m³ i nybyggede danske hjem.